Hvide duer ved daggry af James Lee Burke

”Da bestyreren af plantagebutikken holdt en lygte ud over vandet, så Ira sin fars ansigtstræk lige under vandoverfladen, bløde og dæmpede af vandet. Hans ene hånd holdt krampagtigt om et strå som han havde forsøgt at trække vejret igennem.” Iras mor trak med vilje redningsaktionen i langdrag… dramatisk er kun ét tillægsord at hæfte på James Lee Burkes roman

”Willie greb blikskiltet med tommel- og pegefinger og løftede det ud af den døde mands mund.” Willie Burke er i færd med en kærlighedsgerning overfor sin gamle ven Jim, der er faldet i krigen, han graver ham op fra slagmarkens muld for at genbegrave ham hjemme.

James Lee Burkes nyeste bog på dansk er for en gangs skyld ikke en kriminalroman. Det er en historisk roman, der foregår før under og efter den amerikanske borgerkrig fra 1861 til 1865. Bogen foregår som Burkes andre romaner i Louisiana, et dampende, duftende og stinkende sted, alt efter hvad Burke skriver om. Han har blandet sine egne forfædre ind i handlingen, der skildrer en gruppe venners skæbne i krigsårene. Skønt modstander af slaveri melder Willie Burke sig til sydstatstropperne, for at forsvare en livsform, han betragter som mere ærefuld end nordstaternes.

Han overlever krigen men vinder ikke sit hjertes udkårne, den handlekraftige sygeplejerske Abigail Dowling. Hun skyder til gengæld plantageejeren Ira Jamison ved en fejltagelse, ikke at det er et tab for menneskeheden, men i fængsel må hun. Samme Jamison var en driftig mand, der skyndte sig at lave en arbejdslejr/et fængsel på sin plantage efter borgerkrigens afslutning. Plantagens navn var Angola, opkaldt efter det sted, hvor negerslaverne kom fra, også det navn vi kender fængslet under nu.

Vi er vidne til, hvordan Ku Klux Klan opstår under misvisende smukke navne som Knights of the White Camellia, udsprunget af white trash, der må se i øjnene, at der ikke automatisk er nogen under dem mere. Bogen kan være lidt deprimerende ved at vise, hvordan historien gentager sig. Krig og ære, hævn og had, dumhed og uvidenhed og de undertryktes træden på andre for at hævde sig selv. Men den er også smuk og livsbekræftende, alene Burkes naturbeskrivelser gør hans bøger værd at læse.

Jeg synes også, han beskriver sine personer fantastisk – de slag vi følger i krigen er beskrevet levende og uhyggeligt, og det er nemt at forstå de mange modsætninger i personerne, der har gennemlevet slaveriets og krigens uhyrligheder. Burke er altid læseværdig, bare dejligt at han også skriver andet end kriminalromaner.

Se mere om Burke på denne gode side : www.jamesleeburke.com

Oversat af Ole Lindegård Henriksen. Hovedland, 2004. 351 sider. Kr 298,-