Harry Potter og De vises sten af J.K. Rowling

Bøgerne om Harry Potter er for længst blevet børnebogsklassikere, og nu tilføjes den fortryllende og fantasirige historie endnu en dimension med levende farveillustrationer.

Man kunne fristes til at mene, at en illustreret udgave af Harry Potters univers ville være halsløs gerning, især fordi filmatiseringerne af bøgerne i den grad har gjort figurerne synonyme med Daniel Radcliffe og co. Det er nemlig i den grad blevet skuespillernes ansigter, man forbinder med de forskellige personer i bøgerne. Efter en smule tilvænning konstaterer man nu hurtigt, at de nye illustrationer fungerer perfekt, og udover at historien med tilhørende billeder så at sige får nyt liv, så rammer man i virkeligheden dermed også et noget yngre publikum.

I denne første bog af de i alt syv bøger i serien møder man første gang drengen Harry Potter, der på sin 11-års fødselsdag finder ud af, at han har troldmandsevner. Samme dag erfarer han, at han er blevet optaget på troldmandskolen Hogwarts, og at hans forældre blev dræbt af den onde troldmand Voldemort, som troldmandssamfundet ellers regnede for død. I løbet af sit første år på skolen opdager Harry, at Voldemort er ved at genvinde sine kræfter og genopstå. Harry må derfor sammen med sine venner Ron og Hermione forhindre Voldemort i at få fat i den såkaldte Vises Sten, der er gemt på skolen. Stenen vil, hvis Voldemort får fat i den, give ham evigt liv. 

Manden bag de nye illustrationer er den engelske kunstner John Kay, som for alvor fik sit store gennembrud med sine illustrationer til Patrick Ness’ fantastiske børneroman ’Monster’.

I ’Monster’ er illustrationerne i perfekt samspil med denne bogs dystre tema holdt i mørke og dystre streger, men her i Harry Potter spiller han på hele farveskalaen. Der er fx nogle helt fantastiske naturbilleder, detaljerige plantegninger af Diagonalstræde, og de forskellige personer får i virkeligheden nyt liv med de udtryksfulde og personlige portrætter.

Det er kort og godt blevet et storslået bogværk, og så kan man sagtens leve med, at især den uhyggelige Voldemort er blevet lige lovlig karikeret, så han nu mere er til grin end til gru.