Harry Potter og Fønixordenen af Joanne K. Rowling

At skulle anbefale femte bind i serien om Harry Potter er som at skulle anbefale Bibelen for de rettroende. Den har i hvert fald noget nær samme status for børn og barnlige sjæle. Men jeg vover det alligevel.

Harry Potter, drengen med det legendariske ar i panden, tager i denne bog fat på sit 5. skoleår på trolddomsskolen Hogwarts. Harry er nu en lemmedasker på 15 år, der så småt begynder at interessere sig for pigerne på skolen. Han er desuden en vred ung mand. Vred, fordi ingen af hans nære venner Ron og Hermione eller andre fra Hogwarts har kontaktet ham i den lange sommerferie, han har henslæbt hos sin muggleronkel og -tante.

Det viser sig, at folk har været travlt beskæftiget med at gendanne en hemmelig orden, Fønixordenen. Ordenens medlemmer vil forsøge at beskytte Harry mod "ham I ved nok..." alias den frygtede Lord Voldemort. Og det med god grund.

Harry kæmper denne gang med nogle frygtelige syn. Det er, som om Voldemort er i stand til at trænge ind i Harrys tanker, og som om Harry er i stand til at se hvilke grufulde ting, der skal til at ske. Det hele kulminerer i et stort ragnarok - en kamp på liv og død.

Men bortset fra det er alt ved det gamle på skolen. Harry og de andre keder sig i timerne i "Forsvar mod Mørkets kræfter" og "Eliksirbrygning". Men bliver det for kedeligt, kan man altid snuppe sig lidt "næseblodsnougat" eller en "brækpastil", så har man en undskyldning for at forlade klasselokalet i utide.

Derudover er der som altid kommet nye lærere på skolen. Denne gang en vis Professor Nidkjær, der, som navnet antyder, er en emsig dame udsendt af Ministeriet for Magi til at udspionere lærere og elever og sørge for, at alt foregår efter Ministeriets love og dekreter. Med hende kommer der desuden lidt samtidsproblematik ind i Harry Potter. Hun anerkender kun fuldblodstroldmænd, men finder ikke halvmugglere værdige (børn af troldmænd og mennesker). Måske et vink til flygtningedebatten.

Og det er lige præcis det, der gør Harry Potter-bøgerne så fantastiske. Vi har at gøre med et fantastisk og magisk univers, men det er forankret i en genkendelig virkelighed, så det magiske bliver aldrig "for meget" eller for urealistisk. Det er bare naturligt, at man benytter sig af "Spektral Transferens" eller "Susepulver", når man skal et sted hen i en fart.

Det femte bind i serien er lige så god som de foregående. Skåret over den samme skabelon, men uden at gentage sig selv for meget, synes jeg. Der sker en udvikling, både med personerne og med plottet, som bliver mere og mere udspekuleret fra bog til bog.
Ja, jeg er altså til Harry Potter ...

Oversat af Hanna Lützen. Gyldendal, 2003. 923 sider. Kr. 329,-