Glasdjævlen af Helene Tursten

Liget af den nyskilte Jacob findes i et sommerhus, og snart efter findes hans forældre også døde. Deres computere er ødelagt, men er motivet til mordene satanisk, som alle tegn i deres huse angiver?

Jacob Schyttelius var nyligt blevet skilt og flyttet tilbage til sin fødeegn. Han arbejdede på det lokale gymnasium og var i gang med at samle sit liv op igen. Han arbejdede desuden tæt sammen med sin far på et hjælpeprogram i Afrika. Faderen var præst og levede sammen med sin psykisk syge kone i nærheden af Jacob. Men hvorfor er der på begge mordsteder tegnet djævelens symbol?

Gruppen af politifolk, som sættes på opgaven, er den velkendte fra de tidligere romaner af forfatteren: Irene Huss og kolleger med deres chef aktivt i spidsen. Politiet går i gang med en opklaring, men sørger straks for, at Jacobs søster Rebecka i England får beskyttelse, da man frygter, at morderen vil udslette hele familien. Rebecka bliver så nedbrudt af meddelelsen om familiens død, at hun indlægges på et hospital. Her beskyttes hun effektivt af sin forretningspartner og sin læge. Men politiet kan ikke tale med hende.

Det er svært at finde en forklaring på mordene. Afhøringer bringer dog interne stridigheder blandt præstens personale op til overfladen. Der findes ikke rigtig nogen sammenhæng med en tidligere nedbrænding af en kirke, og hverken præstens bolig eller Jacobs fremviser noget motiv. Det medfører, at Irene og kolleger presser voldsomt på for at tale med Rebecka.

I London møder Irene Rebecka, og via flere samtaler med hende anes et motiv, men inden Irene og kollegerne kan forfølge sporet, kidnappes Rebecka af sin forretningspartner. Det bringer sagens rette motiv og forklaring på begge mordene helt frem i lyset, men får samtidig en fatal slutning for Rebecka og hendes kollega.

Forfatteren er tilbage med et emne, som åbenbart optager svenske krimiforfattere meget i disse år, nemlig drab på kirkelige personer. Se Åsa Larsson: "Blodskyld" og  "Solstorm".

Det er som altid en fornøjelse at læse Helene Tursten, selvom hun ind imellem fanges lidt for meget af småhistorier undervejs. Hun fortæller i et levende sprog og om en hverdag, vi alle kender. Alt sammen fortalt i en vedkommende tone.

Oversat af Lena Krogh Bertram. Aschehoug, 2004. 263 sider. Kr. 279,-