Jeg har læst din roman, som en tegneserie fyldt med billeder, men der er andre som opfatter romanen, som en krimi, hvad mener du det er for en roman?
Egentlig er bogen en lille filosofisk afhandling, der beskæftiger sig med menneskesindets veje og uveje. Julius er ved siden af sit sind. Han er ude af sit gode skind. Konstant søgende, fordi han ikke er født med et selvfølgeligt midtpunkt i sit liv. Han er derfor intet, hvis han ikke finder et kald, eller hvis hans kald ikke lykkes.
Bogen er en kombination af alle de brikker, jeg har leget med over årene og alle de mange genrer, jeg har stukket næsen i. Det har været en vældig spændende opgave at samle alle erfaringerne i en enkelt bog, To af de ingredienser jeg har brugt meget i bogen er digtene og den mundtlige fortællekunst, der jo også meget, meget gerne skal være billeddannende.
Jeg har altid prøvet at bryde grænser, så bogen må gerne betragtes med den enkeltes øjne, men for mig er den en skønlitterær roman med krimiparafraser.
Hvorfor myrder Julius?
Af omsorg!
Hvordan ser Julius sig selv?
Som en uskyldig og søgende sjæl.
Hvornår er Julius et godt menneske?
Det er jo spørgsmålet til læseren, et af de mange psykologiske paradokser i bogen. . Den uagtsomme ondskab, og hvordan vi som tilskuere til en tragedie ofte ikke griber ind i noget, der er ved at gå helt galt, fordi vi bliver lullet i søvn af hverdagens vaner. Det kan endda gå så vidt, at vi uden at ane det bliver draget ind i ondskaben selv. Hvordan opstår ondskab, hvordan breder den sig, og kan man overhovedet bruge begrebet ondskab? Samtidig stiller bogen spørgsmålet: Hvem er det mest helstøbte menneske; Det, der af hele sit væsen stræber efter et mål, et kald, eller det, der absolut ingen mål har og bare lever. Hvor er det, al vores stræben bringer os hen? Når vi noget, og hvad når vi?
Hvordan er Julius' og Christians forhold? Og hvordan er deres personlighed?
Julius og Christian er jo totale modsætninger. Christian er tom og initiativløs, Julius overfyldt og altid søgende. Det er et interessant spændingsfelt at arbejde i og giver mulighed for at vise nogle af menneskesindets yderligheder. Julius er sjælelig åben og søgende, Christian er sjæleligt lukket og et materielt skaffedyr. Alligevel er vi jo mennesker og alle sammen dybest set ens. Modsætningerne tiltrækker altid hinanden og har noget, som modparten slet ikke har.
Hvad sker der med Julius til slut?
Julius bliver jo skudt af Christian i retssalen. Christian overtager Julius deforme kald uden rigtig at gøre sig klart hvorfor. Sådan går det meget ofte, når en skaber er død. Der bliver kun misforståede epigoner tilbage. Han bliver skudt af politiet, der faktisk dræber på nøjagtig samme måde, som Julius og Christian har gjort det. Helliger målet midlet?
Kommentarer