Først nu af Knud Sørensen

Vismanden fra Mors skriver rørende og kloge digte om tilværelsen set fra livets efterår.

Digteren Knud Sørensen er ved at nå til enden af en lang livsgerning, og dermed får tiden en anden betydning. I titlen ’Først nu’ indgår et tidsforløb og en erkendelse, som først nu kan finde sit udtryk i denne digtsamling. Hos den 85-årige Knud Sørensen breder nutiden sig i en sansende samhørighed med naturen og årstidernes cirklende gentagelse.

Fortiden fylder også i glæden over det, som var, for eksempel i digtet ’Sangen fra engang’, hvor det lyder: ”men pludselig/ strømmede en fortids energi/ og en fortids forventninger/ som et ekko ud af højtalerne/ indkapslet i Pete Seegers stemme/ og rummet blev fyldt/ og jeg blev fyldt/ af en pågående sitren/ i alle mine fibre./ Jeg kørte ind til siden/ og sad der i bilen, min krop/ var tilbage i de lykkelige/ halvfjerdsere/”.

Fremtiden målt i år er naturligvis begrænset, men mødes i stedet for med en åben forhåbning om noget hinsides det kendte: ”Jeg kan godt lide tanken/ om den parallelverden/ for jeg ved jo/ at to parallelle linjer/ altid vil mødes/ et sted i uendeligheden.”

Landet - eller på nutidsdansk udkants-Danmark - har altid været Knud Sørensens udgangspunkt, og kærligheden til det landlige Danmark står usvækket. Skulle hans molekyler engang atter finde sammen, så håber han: ”at stedet hvor det sker/ er på en grøn klode/ som denne/ og gerne med en udsigt/ over en blå fjord/”. 

Digtene er båret af en lys og optimistisk tone, og selvom man som Knud Sørensen er nået højt op i årene, kan livsappetitten være stor. Netop forventningen om og en afklaret accept af livets ophør gør hvert sekund endnu mere intenst: ”for vi søger jo/ efter et vissent/ græsstrå/ hvor vi kan bosætte os/ som var vi dun/ fra Vorherres sovepude/ og i et håb om/ at vores korte evighed/ kan forlænges/ så den dag udsættes/ da strået/ varsomt vil grønnes/ uden os”.