Anmeldelse
Det taler vi ikke om af Anna Grue
- Log ind for at skrive kommentarer
Fortielser og løgne udsprunget af kærlighed. Det er hovedingredienserne i denne velskrevne og spændende roman om Maries søgen efter sin fortid.
Marie vokser op hos bedsteforældrene, efter at hendes forældre døde i en trakfikulykke, da hun var spæd. Det er i hvert fald, hvad alle har fortalt hende. Efter bedsteforældrenes død, går det dog op for Marie, at sandheden er en helt anden.
I sin mormors gemmer finder hun dels en tilsigelse til et møde hos en engelsk advokat, som har oplysninger om en arv fra Maries engelske farmor. Dels dukker nogle gamle breve fra mormoderens veninde, Gunhild, op, som afslører, at Maries storebror måske alligevel ikke er død.
Marie går sammen med veninden Stine i gang med at optrevle sandheden om sin familie, og det viser sig, at historien rummer den ene løgn og fortielse efter den anden – som alle er fortalt for at beskytte Marie.
Anna Grue debuterede i 2005 med "Noget for noget", der også havde hemmeligheder som et tema. Debuten blev rost og modtog Det Danske Kriminalakademis Debutantpris. Her et år efter kommer så bog nummer to, som også er en yderst underholdende, letlæst og velskrevet historie.
I "Det taler vi ikke om" tegner Grue et spændende portræt af en ung kvinde, som ønsker at kende sandheden om sin fortid for at kunne komme videre med sin fremtid. Selvom bedsteforældrene elskede hende højt, har Marie alligevel et stærkt ønske om at kende sine forældres historie – en historie, som "vi ikke taler om" og som får den ellers stærke mormor til at briste i gråd, hver gang den dukker op til overfladen ved et uheld. Kærligheden er med andre ord både en støtte og en hæmsko.
Jeg faldt for Marie fra første side, og efterhånden som historien skrider frem, bliver sympatien bare større og større. Anna Grue tegner nogle levende portrætter af sine personer, og hun sørger også for, at historien hele tiden udvikler sig og trækker læseren med sig.
Det er ikke en hardcore krimi, Grue har skrevet. Måske kan man snarere kalde det en puslespilskrimi, hvor hver brik afdækker en bid af fortiden, og på den måde bringer Marie nærmere på sandheden.
Er du til underholdende historier med kulør og spænding, så nyd et par timer i hyggeligt selskab med Marie og hendes jagt på sandheden.
Politiken, 2006. 271 sider.
- Log ind for at skrive kommentarer
Fortielser og løgne udsprunget af kærlighed. Det er hovedingredienserne i denne velskrevne og spændende roman om Maries søgen efter sin fortid.
Marie vokser op hos bedsteforældrene, efter at hendes forældre døde i en trakfikulykke, da hun var spæd. Det er i hvert fald, hvad alle har fortalt hende. Efter bedsteforældrenes død, går det dog op for Marie, at sandheden er en helt anden.
I sin mormors gemmer finder hun dels en tilsigelse til et møde hos en engelsk advokat, som har oplysninger om en arv fra Maries engelske farmor. Dels dukker nogle gamle breve fra mormoderens veninde, Gunhild, op, som afslører, at Maries storebror måske alligevel ikke er død.
Marie går sammen med veninden Stine i gang med at optrevle sandheden om sin familie, og det viser sig, at historien rummer den ene løgn og fortielse efter den anden – som alle er fortalt for at beskytte Marie.
Anna Grue debuterede i 2005 med "Noget for noget", der også havde hemmeligheder som et tema. Debuten blev rost og modtog Det Danske Kriminalakademis Debutantpris. Her et år efter kommer så bog nummer to, som også er en yderst underholdende, letlæst og velskrevet historie.
I "Det taler vi ikke om" tegner Grue et spændende portræt af en ung kvinde, som ønsker at kende sandheden om sin fortid for at kunne komme videre med sin fremtid. Selvom bedsteforældrene elskede hende højt, har Marie alligevel et stærkt ønske om at kende sine forældres historie – en historie, som "vi ikke taler om" og som får den ellers stærke mormor til at briste i gråd, hver gang den dukker op til overfladen ved et uheld. Kærligheden er med andre ord både en støtte og en hæmsko.
Jeg faldt for Marie fra første side, og efterhånden som historien skrider frem, bliver sympatien bare større og større. Anna Grue tegner nogle levende portrætter af sine personer, og hun sørger også for, at historien hele tiden udvikler sig og trækker læseren med sig.
Det er ikke en hardcore krimi, Grue har skrevet. Måske kan man snarere kalde det en puslespilskrimi, hvor hver brik afdækker en bid af fortiden, og på den måde bringer Marie nærmere på sandheden.
Er du til underholdende historier med kulør og spænding, så nyd et par timer i hyggeligt selskab med Marie og hendes jagt på sandheden.
Politiken, 2006. 271 sider.
Kommentarer