Der var engang en familie : en herlig familie

Morten Sabroe har skrevet en humoristisk roman om sig selv og sit ophav og om at slutte fred med livet og den uundgåelige død.

Mortens bror, Peter, dør på et plejehjem. Kvalt i sin mad. I de sidste tre år før sin død, har Peter lidt af Parkinson og er langsomt men sikkert blevet en skygge af sig selv. Morten har i den tid vekslet mellem at ønske en ende på sin brors uværdige liv og at ønske ham rask og rørig og tilbage til sit gamle jeg. Både forældrenes og brorens død har gjort Morten meget bevidst om sin egen uundgåelige død. I et forsøg på at forlige sig med døden ser han tilbage på sit liv som en del af en familie bestående af fire individualister. I tankerne leger Morten med at ændre forskellige oplevelser, som kunne have udspillet sig anderledes.

Det er en roman om at frygte alvorlig sygdom og at ende sine dage på et plejehjem som en grøntsag, men det er også fortællingen om en familie og to brødre, der ville hinanden det bedste, men alligevel endte i hvert i sit spor. Romanens temaer er velkendte og aktuelle for alle. Alvorlig sygdom kan ramme os selv eller vores nærmeste, og vi ved, at vi skal dø. Vi ved bare ikke, hvordan eller hvornår, og det skræmmer de fleste. Døden er en følgesvend, vi ikke selv kan vælge til eller fra, og den rammer os flere gange gennem livet, når vi tager afsked med dem, vi holder af, og så ligger den desuden som en skygge over vores eget liv. Forfatteren tager i romanen livtag med døden, som her får både stemme og krop. Som en slags besøgsven, der kigger forbi i ny og næ og en dag tager os med.

Morten Sabroe fortæller levende, og sprogtonen er poetisk med masser af talesprog, så man tydeligt kan høre forfatterens stemme. Det er en roman med en humoristisk vinkel på svære og til tider tabubelagte emner. En historie om at slutte fred med tanken om at alle skal dø og om at slutte fred med, at livet er blevet, som det er.