Den danske forfatterskole har siden sin spæde start i Poul Borums stuer udviklet sig til at blive noget af en institution på den danske litterære scene. I løbet af halvfemserne steg opmærksomheden omkring skolen kraftigt, da en gruppe af talentfulde unge forfattere med baggrund i dette kreative miljø debuterede med en række af kritisk roste værker.
En af disse forfattere – og tilmed en af de mest opsigtsvækkende – var Peter Adolphsen (f. 1972), der slog sine folder som elev på skolen i årene 1993-95. Adolphsen debuterede dog allerede i 1991 som lyriker i tidsskiftet Hvedekorn, men det var som prosaist – med udgivelsen af den egentlige debut Små historier (1996) og efterfølgeren Små historier 2 (2000) – at han for alvor slog igennem.
Småt er godt
Som titlerne på Adolphsens første to udgivelser antyder, er der ikke tale om langstrakte og bredt udfoldede romaner. Derimod præsenterer disse to samlinger af korte prosastykker - med deres henholdsvis 54 og 85 sider - i stedet en særegen og knap stil, der til tider er underfundigt humoristisk og som altid er tankevækkende. I disse små fortællinger er den realistiske og beskrivende form forladt til fordel for den filosofisk fabulerende. Adolphsen skriver sig på flere måder ind i en modernistisk tradition, der tæller mestre som Franz Kafka (1883-1924) og Jorge Luis Borges (1899-1986) samt hjemlige repræsentanter som bl.a. Peter Seeberg (1925-99) og Villy Sørensen (1929-2001.) I hans små fortællinger løber der en understrøm af absurd erkendelse, og de kan siges at være en meditation over den angst og de sproglige forsøg på at danne mening, som erkendelsen af en sådan tilværelsens absurditet medfører.
Netop bevidstheden om sprogets meningsdannende funktion har en central plads i Adolphsens værker, hvor der leges med ordene og stilles spørgsmålstegn ved sproglige konstruktioner, som i f.eks. børnehistorien, ”Marie, Jud og Gulemanden,” eller den leksikografiske fortælling ”Shams Al-Mukhraiti,” der beretter om et uddødt hallucinogen, der måske/måske ikke har eksisteret, og som på fineste botaniske vis navngives efter forfatteren selv. Som sådan vokser den sproglige bevidsthed fra sætningsplan op til at omkranse værkerne som hele. Adolphsens tekster gennemtrænges af en bevidsthed om netop at være tekster, fiktioner, der ikke repræsenterer andet end sig selv, men som dog forholder sig metalitterært til andre tekster.
Den samlede udgave af Små historier 1 & 2 (2002) antager således, som allerede antydet, karakter af et opslagsværk om fiktioner, det være sig vel at mærke et opslagsværk, hvor man ikke får serveret definitioner, men hvor man selv må læse sig frem til, hvad en western, en tegnefilm eller en readymade er eller kan være. Den kompakte form som fortællingerne har, er som sådan ikke reduktiv, men peger i stedet ud mod et bredt korpus af fiktive former og de utallige muligheder disse byder på. I denne sammenhæng er småt bestemt godt.
Gentagelsens kunst
Små historier 1 & 2 er dog andet og mere end blot stiløvelser og efterligninger af andres arbejde, og når Peter Adolphsen selv melder ud og betegner sin arbejdsmetode som epigonens, ja, så lugter det faktisk lidt af falsk beskedenhed. Nok ligner han i tone til tider både Kafka og Borges, og nok flagrer han rundt mellem forskellige generiske former, men han gør det i høj grad på sin egen vis - dog hele tiden med bevidstheden om, at han gentager andre.
En sådan kritisk bevidsthed om gentagelsen som netop gentagelse rummer dog også en anden erkendelse end den, at forfattere skriver ovenpå andre forfattere. Den understreger, hvordan den menneskelige praksis er funderet i gentagelsen, vi har brug for traditioner og genkendeligheder, det er disse der binder os sammen i et fællesskab.
Om noget spiller gentagelsen også en vigtig rolle i - hvad der må betegnes som en ægte, lille litterær perle - Peter Adolphsens korte roman Brummstein fra 2003, der på sine kun 68 sider formår at fortælle historien om opdagelsen af en mystisk brummende klippe tidligt i forrige århundrede og om, hvordan en skærv af denne klippe overgår fra den ene ejer til den anden i løbet af århundredet. Som det f.eks. også er tilfældet i visse af Borges’ fiktioner synes disse 68 sider at folde sig ud og rumme en meget større fortælling end man forventer. Dette skyldes ikke udelukkende at Adolphsen blandt meget andet har formået at proppe et halvvidenskabeligt geologisk afsnit, beskrivelser af andre værker og tyske digte ind på den trange plads; det skyldes i lige så høj grad hans kløgtige brug af en række af klichéer.
Netop stenens vandring op gennem århundredet - fra hånd til hånd; fra at være et geologisk fænomen til at blive et kunstværk – fortæller noget om den trang vi som mennesker har til at sætte ting i tale og tilskrive mening. Fra at være en simpel ubeskreven sten omdannes brummestenen til det avantgardistiske kunstværk Zentraleuropäisches Mysterium; fra at være et uforklarligt naturfænomen sættes stenen ind i en kunstramme, der om ikke forklarer så i hvert tilfælde sanktionerer uforklarligheden. Vi har brug for rammer og genkendelighed, som kan gentages, og dermed skabe en fælles mening eller konsensus.
Derfor er det også interessant at se hvordan Adolphsen på handlingsplanet benytter sig af en række klichéer eller fiktions-stereotypier, som når han f.eks. lader et par af romanens personer omkomme, da de rammes af et faldende flygel. Hele romanen er spækket med sådanne genkendeligheder eller gentagelser, men det får den ikke til at fremstå som uoriginal – tværtimod. På grund af den knappe stil og den selvfølgelighed hvormed disse stereotypier serveres fremstår de ikke som kedelige og alt for genkendelige, men nærmere som revitaliserede.
I læseren vækkes erindringen om oplevelsen af andre faldende flygler – fra Gøg og Gokke til Anders And – og viser at stereotypien ikke er låst fast, men bærer et væld af flerbetydninger med sig. Gentagelsen er en aktualisering af en tradition og skaber som sådan også noget nyt. Brumsteinn er hele tiden skabende; den åbner sig op og inviterer verden - i form af læserens forestillinger herom – indenfor.
Af litteraturstuderende Nicolai Rerup Nielsen
Kommentarer