Anmeldelse af Drengen der løb med gud

Drengen der løb med gud er næsten udenfor genre, det er en surrealistisk thriller, et eventyr, en udviklingsroman og sikkert meget andet. Den er velskrevet, fanger fra første færd, men stiller store krav til læseren - det er så meget mere end "blot" underholdning.

Victor Hugo er 16 år da han dør. Han bliver fundet i en kløft i nærheden af den "by" han
bor i, han genoplives og tilbringer lang tid på hospitalet, da det viser sig, at han har problemer med hjertet og har mistet hukommelsen. Hans forældre besøger ham ikke, men sender et brev, at de er rejst væk, har slukket telefonerne og ikke ønsker kontakt, men Victor Hugo ønskes god bedring! På hospitalet bruger han tiden på natlige løbeture og snakke med en speciel sygeplejerske, ved udskrivelsen tager han hjem til det tomme hus og begynder at tænke over livet. Han begynder at løbe ærinder for byens ældre, lejer et sommerhus og flytter hjemmefra og sidst med ikke mindst, redder han en hund, Gud, der bliver hans tro væbner og følgesvend. En dag ser han en sort kvinde i skoven, hun er løber ligesom Victor Hugo, og meget mystisk, og da han finder et truende brev i sin postkasse, begynder hans rejse mod at fylde den tomme hukommelse op. Ingen vil fortælle ham, hvad der skete den dag han døde, og det viser sig, at byens indbyggere mener, at han løber fra en forbrydelse - men hvilken, og er han en dreng eller en gerningsmand?

Denne roman vækker minder om både King & Koonz, den er dyb, dyster og dramatisk. Sabroe er igen i berøring med den fraværende far og den svigtende mor, men denne gang er det krydret med eventyret om den ensomme dreng, der kæmper mod både mennesker og dyr for at finde i til sandheden - også i ham selv. Han drages af den smukke og farlige kvinde, finder en mandlig lærermester og frem for alt omgiver han sig med kvinder, der alle både leder og hjælper ham. Eventyret om helten (eller antihelten?) der skal så gruelig meget igennem for at komme ud på den anden side.

Romanen er spækket med eventyrlige ingredienser ligefra slanger, over Gud, den hjælpende hund og til plantesaften, der viser sig at være et sandhedsserum. Så er det samtidig en roman og en bange dreng, der ikke kender sig selv, og er bange for, hvem han er, trods alle hans gode gerninger. Og endelig er romanen bygget op med et plot, det er der sådan set ikke den store mystik i, men det er altså flettet rigtig godt ind i alle de andre ingredienser, jeg var fanget fra start til slut. 

Sabroe kan formidle som få, det gør han også her, og jeg var vild med denne eventyrlige og meget surrealistiske rejse han tog mig med på. Jeg tilslutter mig "Prins Henriks" udtalelse om forfatteren: Formidable.

****