Alene hjemme af Kirsten Hammann

Forrygende samtidsroman med gys! Hammann stiller skarpt på en tid, hvor ikke kun verden omkring os, men også det helt nære, kan være en langsom, tikkende bombe.

Freelance-journalisten Sara bor sammen med kæresten Phillip og hver anden uge sine papdøtre, og overboen er en sexet og excentrisk kvinde á la Betty Blue. Sara har fornemmelsen af, at der foregår noget bag hendes ryg, men samtidig virker hun så kontrollerende og parnoid, at hendes mistanke om, at overboen for eksempel putter sovemiddel i hendes kage, kan virke langt ude. Saras uro får ekstra næring af, at Phillip trækker sig mere og mere i forholdet. Romanen viser den velkendte magtkamp med den ene part, der trækker sig, og derefter bliver presset af den anden og så trækker sig endnu mere. Men Hamman giver det knugende parforholdsspil en tand ekstra gennem gyset.

Læseren fastholdes et stykke tid i tvivlen om Sara ser spøgelser eller om der faktisk er noget suspekt på færde. Fra starten skaber romanens titel og forside en let stemning af uhygge, der bliver stærkere og stærkere undervejs. Da det er lidt af en gyser, skal der ikke afsløres noget her, blot at der er spænding til sidste side. Romanen har eksplicitte referencer til Rosemary's Baby, hvor uhyggen også kommer snigende og tager til gennem historien. Det elegante i romanen er, at Hammann leger med gyset på en gotisk måde, og sætter spørgsmålstegn ved, hvor godt vi egentlig kender de mennesker, vi er tættest på.

Sara er den veluddannede, men pinlige og klodsede Bridget Jones-type i slutningen af 30’erne, som er desperat for at få børn. Lige siden debuten er denne lidt kiksede kvinde gået igen i forfatterskabet, pæn udenpå, men kaotisk indeni. Der er især tydelige tematiske spor til Hammanns to seneste romaner, ikke mindst til afmagten og den dårlige samvittighed overfor verdens tilstand i En dråbe i havet og selvbedraget i Se på mig.

Ud over at være nærmest kronisk bekymret for sit parforhold og biologiske ur, er Sara konstant optaget af miljøet, overforbruget og verdens undergang. Det gør hende stortudende og skamfuld og på vagt overfor alt. Romanen rammer således lige ned i noget helt universielt på flere planer; i kvinden og i (magt)forholdet mellem mand og kvinde, og i vores verden lige nu: ”Sætter du en frø i koldt vand og varmer det langsomt op, opdager den ikke, at det koger, før det er for sent.”.

På subtil vis puster Hammann til Saras indre uro gennem de gotiske elementer, og det er der kommet en fængende parforholdsgyser ud af. Med den humoristiske og sorte skildring af den følsomme kvinde, har Hammann bedrevet en skarp og alarmerende samtidsroman om en tid, hvor det hele ulmer, både i verden omkring os og i det helt nære. Hammann mester både dialog og indre dialog og forfører endnu engang sin læser gennem et godt og satirisk sprog og et forrygende fiktivt univers.