Maren Uthaugs debutroman 'Og sådan blev det' er en grum barndomserindring om at blive trukket op med rode, om familiehemmeligheder, savn og ubrydelig kærlighed, der overlever på trods.
Da 'Og sådan blev det' udkom i september 2013 var Maren Uthaug ikke et helt ukendt navn – hun havde allerede manifesteret sig som både blogger og tegner. Siden 2009 har hun skrevet sin populære blog, 'Marens blog', hvor hun fortæller sine læsere om alt lige fra livet med småbørn til det at være feminist. I 2009 deltog Uthaug i DR’s programserie 'Sådan er mødre', der siden også udkom i bogform. Og i marts 2013, altså inden udgivelsen af debutromanen, udsendte Uthaug 'Ellers går det godt', som er en grafic novel med tændstikmænd i alskens besynderlige hverdagssituationer. Og succesen fortsætter: I marts 2013 vandt Maren Uthaug også en tegneseriekonkurrence i Politiken, og siden hen har hun tegnet fast til avisen med striben 'Ting jeg gjorde'.
Kendetegnende for Maren Uthaug – uanset om hun skriver, tegner eller blogger – er en optagethed af selve det at være menneske i hverdagens her og nu. Ud fra såvel små som store hverdagssituationer undersøger hun, hvad det er, der definerer os som menneske.
Og denne interesse for identitetssøgen tager udgangspunkt i Maren Uthaugs egen skæbne. Maren Uthaug er – med sine egne ord – halv samisk, halvt norsk og ret dansk. Hun voksede op i Nordnorge med en norsk mor og en samisk far. Da hun var otte år, mødte moren imidlertid en dansk mand, som hun og Maren flyttede ned til i Sønderjylland i Danmark. Så Maren Uthaug kender om nogen til et barns vilkår, når det på et kort øjeblik bliver trukket væk fra sin velkendte kultur for fremover at vokse op et helt andet sted, hvor tingene gøres anderledes, og hvor værdierne er nogle helt andre. Opbruddet har gjort, at Maren Uthaug ikke føler, at hun hører fast til et bestemt sted, hverken i Midtnorge (hvor hendes mødrene slægt har en gård), i Nordnorge (hvor hun har arvet sin fars hus) eller i Danmark (hvor hun har boet, siden hun var otte år). Som voksen har hun dog fundet ud af at vende dette vilkår til noget positivt – ”rodløsheden” behøver ikke at være negativ! I et interview fortæller Uthaug, at denne rodløshed har affødt en stor kreativitet, som hun omsætter i sine værker, uanset om det er i skrift, streg eller begge dele.
”Som roden er, sådan bliver grenen også”.
Da Maren Uthaug i 2013 udgav 'Og sådan blev det', var anmelderkorpset enige om, at her var en usædvanligt vellykket debutroman. Anmeldelserne var fulde af rosende ord som "original, formfuldendt, stilsikker, veldisponeret, mesterværk og en læseoplevelse, du ikke må snyde dig selv for". Udover at anmelderne er enige om Uthaugs åbenlyse skrivetalent, ser de også en forfatter, der på fineste vis formår at kombinere et smerteligt stof fra en barndom med en udpræget humoristisk sans. 'Og sådan blev det' trækker på den ramme, Uthaug kender fra sin egen barndom, men hun understreger i flere interviews, at romanen ikke kun er selvbiografisk – dertil er hendes eget liv dog alt for kedeligt, har hun udtalt.
Tidens barndomsskildringer
Kigger vi på det litterære landskab, udkommer der i disse år en lang række barndomsskildringer, hvor forfatterne enten bruger stoffet fra barndommen direkte som led i en selvfremstilling eller mere indirekte refererer til den barndom, der erindres i dag. Med sin fortællestil kan 'Og sådan blev det' på flere måder minde om danske forfattere som fx Helle Helle og Ida Jessen. Romanens åbne sætninger og situationer samt læserens eget påkrævede engagement i fortællingen synes at være et fællestræk med fx Helle og Jessen. Som barndomserindring føjer 'Og sådan blev det' sig til en lang tradition, hvor forfattere enten konkret beskriver den barndom, der har formet dem, eller frit henter stof fra barndommens land til et fiktivt værk. Som barndomsskildring lægger 'Og sådan blev det' i en strøm, hvor også fx Erling Jepsens 'Den sønderjyske farm' (der i øvrigt også foregår i Sønderjylland), Jens Blendstrups 'Gud taler ud', Anne-Cathrine Riebnitzskys 'Forbandede yngel' og norske Anne B. Ragdes 'En tiger for en engel' også hører til. Erling Jepsen er en af de samtidsforfattere, der også med en morbid humoristisk sans spidder de voksnes svigt og manglende forståelse for barnet og dets egen lilleverden. Hos både Jepsen og Uthaug ser vi, hvordan grumme familiehemmeligheder vælter frem og klemmer barnet, men vi ser også, hvordan forfatteren formår at erstatte uhyrlighederne til en stærk overlevelsesstrategi.
Misforstået integration
'Og sådan blev det' lægger ud i Nordnorge i 1974, men allerede i andet kapitel, som foregår i 2007, finder vi ud af, at vi her har med en kompleks familiehistorie at gøre. Det viser sig hurtigt, at den voksne kvinde Kirsten, der i 2007 besøger sin syge far, i virkeligheden hedder Risten og er blevet hårdt klemt i forældrenes skilsmisse. Da hun var otte år, mødte hendes far Knut, en dansk kvinde, som han forelskede sig hovedkulds i. Risten og Knut flytter ned til Grethe i Sønderjylland i Danmark, og fra nu af træder den store – og helt igennem upædagogiske – fordanskning af den lille pige i kraft. Grethe finder hurtigt på, at Risten nu skal hedde Kirsten (fordi det er dansk), og den samiske familie i Nordnorge skal hurtigst muligt glemmes. Båndene kappes endegyldigt i dét øjeblik, Knut og Risten forlader Nordnorge. Alt det velkendte er væk: Ristens mor Rittha, den gamle bedstemor Áhkku, som Risten er tæt knyttet til, og som er fuld af spændende historier om ”de underjordiske” og den særprægede natur – en kulturarv, der trods bruddet præger Risten hele livet. Og ikke nok med at Risten rives op med rode – hun holdes for nar og får slet ikke at vide, at hun og faren skal flytte for bestandigt. Risten får blot at vide, at hun skal på en lille ferie i Danmark sammen med sin far!
Da Risten begynder i dansk skole, forstår hun, at de nok aldrig skal tilbage til familien i Nordnorge. Det sættes på spidsen, da Grethe foreslår, at Risten nu kalder hende for mor. Hos Grethe lærer Risten den jævnaldrende dreng Niels at kende, og de bliver en slags søskende. Niels er en vietnamesisk bådflygtning, som Grethe og Knut tager under deres vinger i deres akavede forsøg på at skabe en familie. Som Risten skal også Niels gennemgå en kraftig fordanskning, og rødderne fra den oprindelige kultur skal slettes hurtigst muligt – derfor blandt andet det mundrette danske navn Niels!
Som læser får man kuldegysninger over de barske opbrud, Risten og Niels udsættes for. Ristens far Knut er tegnet som indbegrebet af en vattet og blød mand, der slet ikke kan mande sig op til at forklare Risten om realiteterne i skilsmissen og den endegyldige flytning fra Nordnorge. Og da han vælger at stifte familie med den altdominerende Grethe gør han sig om muligt endnu mindre og tager ikke ansvar – tværtimod. Selv om han godt kan se, at Grethe langsomt udsletter alt oprindeligt, griber han ikke ind og forsvarer det norske islæt. Og selv om Grethes ihærdige forsøg på at tage godt imod Risten og integrere hende egentlig er velmenende, når hun aldrig på noget tidspunkt ind til Risten – hun mangler en helt grundlæggende forståelse for barnets verden, og de mange akavede forsøg på godhed og imødekommenhed gør kun ondt værre!
Barnet i klemme
Skildringen af Kirsten og Niels’ nye fælles barndom i Danmark er spækket med eksempler på, hvordan de to børn kommer i klemme i de voksnes velmenende, men helt håbløse projekt om at skabe en harmonisk familie. Projektet er håbløst fra begyndelsen, fordi hverken Grethe eller Knut formår at se verden i børnehøjde. Derimod handler det for de voksne, især for Grethe, om, at facaden skal være i orden – alt skal være nydeligt og ikke til at sætte en finger på! Børnene skal have danske navne, kopperne skal være ens, hjemmet skal være pænt, og familien skal frem for alt hygge sig! Men hygge sig gør Kirsten og Niels kun, når ”flygter” fra de voksnes verden og ud i havens skur, hvor de skaber deres egen lille verden.
Kirsten og Niels har lynhurtigt fundet hinanden, og de får opbygget et ubrydeligt venskab/søskendeforhold, der er præget af en ægte hengivenhed og ærlighed, som i romanen står i skærende kontrast til Grethes forlorne moderkærlighed. Det hårdeste eksempel på Knut og Grethes manglende forståelse ser vi, da Niels tages på fersk gerning i at masturbere på badeværelset. Grethe opdager ham og tror fejlagtigt, at det er hende, han tænker på i øjeblikket, og dét får fatale konsekvenser! Grethe magter slet ikke situationen, og med ét ekskluderer hun Niels fra familien for bestandigt! Igen oplever børnene forældrenes afgrundsdybe svigt, og ligesom med opbruddet fra rødderne i Nordnorge, oplever Risten endnu en gang, at et stærkt bånd af tillid brat rives over, uden at det på nogen måde forklares. Heldigvis har Kirsten og Niels opbygget så stærkt et forhold, at da de mødes mange år senere, munder dette møde ud i en altomfattende kærlighedserklæring – noget, der viser, at ægte kærlighed overlever på trods!
De store svigt, Risten/Kirsten udsættes for i løbet af sin barndom hos Grethe og Knut, afføder uudgrundelige savn, men også en forståelig ophobet vrede, som for altid kommer til at præge forholdet til Grethe og Knut. Da Kirsten som voksen beslutter sig for at opsøge sin mor i Nordnorge, tilføres svigtets omfang nye dimensioner. Ristens søgen efter sin identitet er mere kompleks end som så.
Rødder
'Og sådan blev det' beskriver på eminent vis de konsekvenser, det har for et barn med ét at blive trukket op med rode for at blive placeret i en helt ny kultur, i en helt ny sammenhæng. Og Maren Uthaug bruger rodsymbolikken helt konkret og sætter billedet på spidsen igennem romanen. Som barn i Nordnorge sidder Risten og er optaget af at tegne et enormt træ med rodnet. Træet skal være i naturlig størrelse og må derfor tapes sammen af flere papirer. De mange tegninger skal sættes sammen til ét stort billede, men tegningen bliver symbolsk nok, aldrig færdig, for pludselig skal hun jo flytte til Danmark, og rødderne kappes bogstaveligt talt.
Som voksen kalder Kirsten sin søn for Rod – et navn, der både peger på, at de to er uløseligt forbundet, og på det rod, der har gennemsyret hendes historie. Rod skal med til Norge for at møde sit ophav; han bliver symbolet på det rod, der skal ryddes op i. Da Kirsten rejser til Nordnorge for at få besvaret nogle af de mange spørgsmål omkring forældrenes skilsmisse, der med årene er dukket op, finder hun dog ingen svar. Tværtimod. Nye spørgsmål dukker snart op, og der er endnu et stykke vej, førend de mange små billeder kan samles i ét stort – hvis overhovedet nogensinde! På et tidspunkt i romanen lader Uthaug Ristens morbror, Isak, der er en stærkt troende prædikant, sige, at ”Som roden er, sådan bliver grenen også”. Det er naturligvis ikke tilfældigt, at det netop er Isak - der er klippefast i troen – der udtaler ordene.
Med 'Og sådan blev det' stiller Maren Uthaug skarpt på, hvad det er, der former os som mennesker. Hele romanens grundlæggende tematik om identitet står mejslet i sten, for Ristens/Kirstens rødder bliver kappet i barndommen, og hvordan kommer grenen så til at se ud? 'Og sådan blev det' sætter spørgsmålstegn ved det fastlåste, på forhånd givne verdensbillede – vores identitet som menneske kan ikke sættes på formel, men stykkes gradvist sammen af små som store billeder. En filosofi og et livssyn, der også kan læses allerede i romanen titel 'Og sådan blev det'.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer