Tafdrup, Pia - Springflod

Pia Tafdrup var én af de mest markante kvindelige lyrikere i 1980'erne, hvor 'Springflod' fra 1985 samtidigt repræsenterer det mest kropspoetiske værk i perioden.

Pia Tafdrups digtning handler om sprog, erotiseret kropsbevidsthed, mytisk religiøsitet og om litteraturen selv. Pia Tafdrup skriver sig således ind i den litterære tradition som én af de mest markante kvindelige lyrikere i 1980'erne, hvor 'Springflod' fra 1985 så samtidigt repræsenterer det mest kropspoetiske værk overhovedet i perioden.

'Springflod' udmærker sig ved at være en omfattende digtsamling med hele syv afsnit, og den tematiserer rent faktisk alle de førnævnte æstetiske kendetegn, hvorunder den erotiske kropsbevidsthed er den mest dominerende. Digtsamlingen igangsættes af det noget programmatiske digt 'Ophøjet til fødsel', der eksemplarisk fastsætter kompositionen for resten af samlingen. Der er tale om en kvindes forudfølende og længselsfulde forelskelse i den spirende lyst efter det andet køn, men man aner også en overvejet eftergivenhed til kroppens begær eller i hvert fald en anspændt tilgang til begæret, vel nærmest i begyndelsen af digtet som en art æstetiseret naturvidenskabelig poesi: "hvor celler endelig skal tage/ deres stumme beslutning/ om ikke-vækst eller vækst og genvækst". Digtet er hævet op over det almindelige menneske, nærmest mytisk i sin æstetik, men et favnende ’vi’ lader sig alligevel friste ind i digtets univers. Meget sigende kulminerer digtet i følgende manifeste udsagn: "måske intet i morgen/ og alligevel altid/ længslen efter det øjeblik/ hvor kroppene giver efter/ og vi lader os bære/ gennem rum af uendeligheden/ disse sekunder/ hvor vi smager lyden/ af stilhed". Det er intense sager, men ikke desto mindre også smukke, sigende ord, der peger på en sansende eksistentialisme på tværs af tid og rum. Samlingen fortsætter naturligvis i endnu heftigere erotiske og symbolkonstituerende digte, der viser fuldbyrdelsen af begæret, men også forfaldet og adskillelsen. Naturens gang indskrives derfor også som et kompositionsmønster, der understøtter samlingens overordnede tematik; således går det fra 'tidligt i marts' over 'dampende apriljord' og 'gyldne august' til det isende afsnit V’s vinteræstetik. Samlet bliver 'Springflod' et poetisk billede på menneskets søgen efter nærhed, der jo netop opnås i den erotiske ekstases fuldkommenhed. Men samlingen bliver også et billede på at udgangspunktet ofte finder sted i en følelse af fravær, tomhed og dødelighed.

Litteraturhistorisk taler Tafdrups digtning sammen med resten af firsergenerationen gennem sin 'kropsmodernisme', men man hører samtidigt Baudelaire og den symbolistiske korrespondancetænkning i baggrunden. Hendes lyrik er smuk og intens, ophøjet og visionær. Og den minder til tider en anelse om Søren Ulrik Thomsens senere digtsamlinger. Om Tafdrups forhold til litteraturen kan man sige, at samlingen er spækket med referencer og citater fra en bred skare af forfattere, der både kompenserer og underbygger samlingens æstetiske udtryk, men som samtidigt også peger på en bevidsthed og stillingtagen til litteraturens mange ansigter.

Forfatterskabet omfatter følgende digtsamlinger 'Når der går hul på en engel' (1981), 'Intetfang' (1982), 'Den inderste zone' (1983), 'Hvid feber' (1986), 'Sekundernes bro' (1988), 'Krystalskoven' (1992), 'Territotialsang' (1994), 'Dronningeporten' (1998), 'Tusindfødt' (1999), 'Hvalerne i Paris' (2002), de to skuespil 'Døden i bjergene' (1988) og 'Jorden er blå' (1991), samt poetikken 'Over vandet går jeg' (1991).

Kilder, links og centrale værker