Om ikke dansk lyriks ukronede dronning, så i hvert fald en af de fremmeste repræsentanter for dansk lyrik på det internationale marked. Pia Tafdrups bøger er oversat til svensk, slovakisk, fransk og engelsk og er på vej til Holland, Portugal og Bulgarien.
Hele hendes forfatterskab har været en søgen i ukendte landskaber. I lyrikken såvel som i verden. Fra det enkelte digt til et helt forfatterskab. Allerede tidligt i forfatterskabet erkendte Pia Tafdrup, hvordan lige netop hun skulle skrive poesi:
Jeg fandt ud af, at der var to spor, jeg kunne følge. Et spor, hvor jeg skrev på oplevelser og erfaringer, jeg selv havde gjort. Men jeg opdagede allerede i min første bog Når der går hul på en engel, at det ikke var særlig interessant at skrive på den måde!
Det andet spor, jeg derimod har fulgt, fører mig via skriften steder hen, som jeg ikke vidste, at jeg skulle ind i. Der er tale om en sproglig undersøgelse af verden og en tilblivelse af et nyt univers.
Kan dine digte komme til at pege frem mod noget, du ikke selv er klar over hvad er?
Ja, der kan i de enkelte bøger være noget, som jeg først tager op igen år senere. Der er elementer i bøgerne, der indbyrdes taler sammen. Et eller andet sted er det jo én stor bog, man skriver på, selvom man udgiver mange forskellige værker.
Når man holder mine bøger ud i strakt arm og ser på dem, så er der linier og temaer, der går igen. En signatur der er min i dem alle.
Hvis alt bare er splinter og små brudstykker, så er det svært at forstå, hvad der foregår. Man er nødt til at trække nogle linier og finde nogle sammenhænge, selv hvor de måske ikke er særligt indlysende.
Er det sammenhænge, der skal få én til at forstå sit eget liv, eller er der andre elementer i det?
Det er jo på mange niveauer. Når jeg læser andre forfatterskaber, holder jeg af at se en udvikling, hvilke bevægelser der er i det. Der er vidt forskellige måder at udvikle sig på. For mig er det lige så betydningsfuldt at udsende bøger som 50-årig, som da jeg udsendte de allerførste. Jeg er mindst lige så spændt, og hver bog er stadig en ny begyndelse.
Jeg har talt med mange andre digtere, der hævder, at det var i deres ungdom, at de skrev deres bedste. Jeg synes, det bliver mere og mere spændende, fordi jeg kan skrive fra et helt andet sted, end jeg kunne som ung. Selvfølgelig er man i stand til noget mere med årene, men mange føler, at al energien hører ungdommen til.
Fra Den inderste zone bevæger Pia Tafdrup sig over Sekundernes bro ind i 90’erne, hvor det lyriske verdensbillede går fra det indre til det ydre. For Dronningeporten modtager hun Nordisk Råds Litteraturpris, og bogen udkommer kort efter på engelsk.
Tusindfødt er formmæssigt og kompositionelt et meget anderledes værk. Pia Tafdrup beskriver selv bogen som en joker, der ganske enkelt måtte i spil, for at få ”Dronningeporten” lukket bag sig og komme videre med noget nyt. Det bliver til Hvalerne i Paris, som har været længe undervejs.
Formen i Tusindfødt gav ligesom plads til lidt mere smil på læben?
Det er klart. Jeg var faktisk begyndt på Hvalerne i Paris, men fornemmede, at jeg stod over for en af de lange og tunge bøger, så undervejs kilede de her små firelinjede digte sig ind. De hoppede nærmest bare ind på papiret fra højre og venstre, mens jeg så til.
Tusindfødt er skrevet på et halvt år, hvilket er meget usædvanligt for mig. Den var regulært en åbning, som gjorde det muligt for mig at skrive videre på Hvalerne i Paris.
Temaerne i Hvalerne i Paris er de helt store som død, kærlighed og savn. Hvordan samler man dem i et hele? Det er vel ikke nok at knipse med fingrene?
Nej, det kan du nok have ret i. Den startede med de lidt tungere digte. Jeg undrede mig selv lidt over, hvorfor jeg skrev så mange digte om afsked og død, for jeg ville vældig gerne have andre temaer ind, men de kom først meget sent i forløbet. Det sidst skrevne er Passage-afsnittet med digte, hvor kærlighed og begær er i centrum.
Hvorfor tror du, at det begyndte på den måde?
Fossil søvn stammer fra et skæringspunkt, hvor jeg sad hos et familiemedlem, der døde. Hver gang jeg forsøgte at gå videre med mine digte, stod den oplevelse og spærrede. Det var det eneste, jeg tænkte på. På den anden side var det af mange grunde håbløst at skrive dette dødsdigt, så jeg skød det fra mig i ganske lang tid.
Men jeg kunne mærke, at det ikke gik. Jeg kunne ikke snyde mig selv, digtet ville skrives. Jeg skrev kun på det og et andet digt i et helt år. ”Fossil søvn” blev løbende korrigeret de to følgende år, så sammenlagt har det taget tre år. Men først efter det indledende års gennemskrivning var jeg i stand til at fortsætte med andre digte og tage nye temaer op.
Hvornår har du ellers oplevet, at dit liv har grebet ind i din lyrik?
Det var jo det, jeg gjorde, da jeg skrev debutdigtene. Det spor, som jeg egentlig gik væk fra.
Jeg oplever mere mine digte som konglomerater af uendeligt mange ting: drømme, længsler, noget jeg har lagt krop til, set, hørt, smagt og lugtet. Hvad som helst kan starte et digt, men det, der sætter digtet i gang, sletter jeg gerne siden, fordi jeg bevæger mig andre steder hen i processen, hvor det vigtige er, og hvor erkendelsen sker. Det konkrete lægges med andre ord ofte bag mig.
Det er skriften, der flytter mig. Som når jeg slår op i Ordbog over det danske sprog. Følger henvisning efter henvisning og bliver ført rundt i en labyrint, som jeg ikke havde nogen forestilling om, at jeg skulle ind i. Det er lidt det samme, når jeg skriver. Jeg starter ét sted og bevæger mig ud i et delta af muligheder.
Kan man sige, at digtet knopskyder, men som forfatter er man nødt til at skære lidt af?
Det handler i høj grad om fravalg. Man har et delta af muligheder, men kun én vej at gå. Så det betyder, at man må lukke af for de andre muligheder. Man vælger en retning, hvor der igen sker forgreninger, hvor man igen må vælge…
Så du er ikke altid klar over, hvor det ender?
Nej, netop! Og det er jo ikke mindst det, der er fascinerende ved at skrive. Det er ren narkotika. Man kan trækkes fremmede steder hen og pludselig se noget på papiret, man ikke vidste, at man nogensinde skulle skrive.
Det er jo ”suget”! Det at komme ind i forunderlige rum gennem sprog. Rum der bliver ved at åbne sig og berige én. Det er dét, der kan lokke igen og igen, skønt det også kan være en smertelig proces og have mange omkostninger.
Noget af det bedste er, hvis læseren oplever at få sat ord på noget, som han eller hun ikke anede, der fandtes ord for. Og poesi omhandler både det helt nære og det vældigt store. Den spænder fra små hverdagsrutiner til de største kræfter, vi på godt og ondt konfronteres med.
af journaliststuderende Jan Han Petersen
Lån Pia Tafdrups bøger på www.bibliotek.dk
Kommentarer