Dramatikken er scene for samfundets fundamentale problemer, som spilles med konsekvente alvorlige miner, humor og sarkasme.
I anledning af Shakespeares 400-års jubilæum tager vi den danske dramatik op. Det er en genre i dansk litteratur, som vi i den grad læser for lidt, og så er den helt og aldeles for fascinerende til ikke at få sit eget tema. Der sker ting i dramatikken, som der ikke sker andre steder i litteraturen. Den er oprørsk, levende når den træder op på scenen, men også i bogens tørre omslag er dramatikken langt mere sprælsk end mange andre genrer. Dramaet har både sin tekst og sit teater, og netop tekstens mulighed for for alvor at blive levendegjort, fornemmes i tekstens, der prægnant foregår i to rum på samme tid, scenen og papiret.
At Shakespeare har betydet meget for dramatikken er Line Knutzons gendramatisering af Hamlet et godt eksempel på. Samtidig er det eksemplarisk for den lethed hvormed der jongleres med tunge og samfundskradse tematikker. De to gravere spiller kraniumbold med de kranier, de finder, når de graver nye grave. Derudover har Knutzon ladet dem komme ind på scenen til aller sidst i Hamlet for at mime den moderne læsers oplevelse af det kumulative mandefald, stykket slutter med. Reaktionen er umiddelbar men ikke uden humor:
GRAVER 2:
Hey du Herman kom her op. Der er kunder i butikken!!!
GRAVER 1
Nej hvor er her mange døde…
Graver sang.
Har du aldrig læst Shakespeare før, guider vi dig let og elegant ind i hans liv og forfatterskab med fokus på et af de mest kendte stykker, Hamlet, som tilmed foregår i Danmark. Gro Frank Rasmussen har skrevet en artikel om, hvem Shakespeare var, og hvorfor han stadig kan og skal læses i dag.
Husdramatiker på Det kongelige teater, Jokum Rohde, har en anden maske på i sin artikel om ny dansk dramatik, som han i øvrigt omtaler som en overførsel af energi, når den er på sit højeste. Dramatikeren og dermed ny dramatik har det hårdt for tiden. Den står uden for teatrenes store scener og må som en anden hjemløs nøjes med baggårde og indre dramalaboratorier, hvor der nok er vand og brød, men for størstedelen ingen fremtid på de skrå brædder. Alligevel sker der masser af spændende ting i og udenfor teatrene.
Dramatikken udfordres til det yderste af nye fagligheder og nye fremstillingsmåder, og det fornemmes i temaets litteratur, der både indeholder virkelighedsnære stykker, teaterstykker, der er skrevet over fagbøger og den mere eksperimenterende, hvor karakterer og handling er skiftet ud med identitetsløse markører som bogstaver eller tal (kvinde=K, hovedperson=1) og samfundskritik.
Noget andet er tematikkerne, der ofte er samfundsvendte og tager udgangspunkt i det normale. ”Normalitet som et politisk problem, som et magtredskab, noget, man kan slå andre i hovedet med.” skriver Mikkel Krause Frantzen i efterordet til antologien Drama 2008-2013.
Det radikale fremstilles med en slående og selvfølgelig underliggende kritisk tone som i Lollikkes Skakten eller Gerhardts eventyr, der omhandler bombardementet over Dresden i 1945, hvor 250.000 blev dræbt. Der er ikke noget alvorligt over det. Tre turister diskuterer, hvordan turister kunne genopleve bombardenemtet i en nazi-park som ren underholdning.
Medierne tages op af Claus Beck-Nielsens De europæiske medier: en skueproces uden pauser. Kvindeliv tages op af Kamilla Wargo Brekling i Mungo Parks Kvinde kend din krop og Nikoline Werdelin i Martas tema & Natmandens datter. Indvandringen og flygtningekrisen tages op af Anna Bro i Sandholm, Caroline Cecilie Malling i Bag hegnet og Joan Rang i Den hvide mand: en kompliceret kærlighedserklæring.
Du vil også finde forfattere, man normalt kender fra skønlitteraturen. Naja Marie Aidt, Erling Jepsen, Claus Beck-Nielsen, Louis Jensen og Kim Fupz Aakeson har alle skrevet drama, og det er de ikke ene om. Derfor kan du i løbet af april også glæde dig til en artikel om netop forskellen på at arbejde som forfatter og dramatiker.
Der er masser af kød på ny dansk dramatik, og jeg håber du, kære læser, vil lade dig begejstre.
God fornøjelse.
Temabillede: Foto af Lea Nielsen
Kommentarer