Hvad er den gode teater-oplevelse? Hvad er interessant scenekunst? Jokum peger på at overførsel af energi mellem scene og publikum, teater og virkelighed spiller er grundlæggende rolle.
Af Jokum Rohde, Husdramatiker på Det Kongelige Teater
En stor teateroplevelse bør være alle forundt. Det hænder ikke hver gang. Men det hænder dog: at vi som teaterpublikum møder en intensiveret virkelighed, i form af noget der foregår foran os på scenen, noget der overskrider grænserne mellem skuespillerne og os, mellem teater og virkelighed. På trods af denne mulighed – en mulighed for overførsel af energi - har vi i vores sprog indlejret en række vendinger, der udtrykker det stik modsatte. Udtrykket ´teatertorden´ bruger man om fænomener der savner egentlig indhold; teatertorden er grundlæggende tomt, men gør stort væsen af sig. Tænk på udtrykket ´absurd teater´ der ofte bruges om dysfunktionelle politiske processer. Ja, betegnelsen ´spil for galleriet´ omhandler også en anklage om løgn, tomme fagter der reducerer sandheden om sagen. I alle de nævnte tilfælde er teatret mindre end virkeligheden. Eller for at sætte det på ligning:
Virkelighed – x = Teater.
Er dette udsagn sandt eller falskt?
Lad det være sagt med det samme: Udsagnet er falskt.
Teater er mere end virkeligheden. Teater er et sted mellem de levende og de døde, hvor en udveksling hele tiden finder sted. Teater er tidsløst og fikseret, til stede i vores bevidsthed et sted mellem anskuelsesformerne og kategorierne. Scenen er et sted der nu eksisterer forud for teaterkunstneren med sin egen bevidsthed og med sin egen dybe historie. Og da scenen har sin egen bevidsthed, må vi formode at det scenisk ubevidste også er et sted. Et farligt sted.
Lad det også være sagt med det samme: Udsagnet er sandt.
Den beskriver vor tids teater. Og dets tilsyneladende endeløse krise. Krisen er ikke teatrets krise alene men kunstens dybe krise: Kunsten er illusorisk og forførerende, formen er det vi møder, løgnen og æstetikkens bedrag er indlejret i Rembrandts penselstrøg, Hamlets galskab, Louis-Ferdinand Célines emotive metro af sprog. Men vor tids kunstner forventes at tale sandhedens sag, i modsætning til det politiske. Dette gør hun ved at springe det æstetiske over i en direkte bevægelse fra intention til budskab. Altså har kunsten tabt sig selv i denne sin mest magtfulde stund nogensinde. Og denne fortabelse har ramt teatret hårdere end nogen anden kunstart, ja, særligt dramatikken lider under dette illusionstab. For dramatik omhandler en central proces i det menneskelige spil: Løgnen. Afstanden mellem tanken og den direkte tale. Hamlet siger ét men tænker noget andet.
DEN HJEMLØSE DRAMATIKER
Parallelt med dette dramatiske kernetab oplever sceneforfatteren også andre kriser, særlig af territorial art:
Radioteatret er reduceret til det rene ingenting under DR´s seneste regime, hvor tv-dramatikken samtidigt eksploderede i succes og kvantitet. Romanbearbejdningen til scenen, en anden historisk dramatiker-havn, er overtaget af det nye makkerpar, iscenesætteren og dramaturgen, der tilsyneladende uden problemer klipper sig frem til en spilbar udgave af f. eks. Don Quixote eller Hærværk.
Berøvet disse gamle havne søger den moderne dramatiker ud i verden, på godt og ondt. Site specific-teatret møder den hjemløse: Gyseroperaen Leaves spillede i den atomarmerede etage under Kommunehospitalet, skabt af Ursula Andkjær Olsen, instruktøren Christian Lollike og musikklyngen Efterklang. Eventministeriet tager sine spillere ud i Nordvest til en levendegjort brevveksling i en trist encellet lejlighed overdøvet af trafik i Sandheden om Gladys. Teatermagerne Fix & Foxy genindspiller Det store Ædegilde med sultne hjemløse og opfører Et Dukkehjem hos og med et ægtepar i deres egen københavnske herskabslejlighed. Og Louise Alenius og hendes projekt Porøset bryder normen med den kollektive teateroplevelse i sine unikke peepshow-forestillinger for ét publikum under Snoreloftet på Gamle Scene.
VARMESTUE OG KREATIVT PRES
Teatrene er dog ikke blinde over for denne dramatikerens hjemløshed, som site specific-teatret er et udtryk for: Således har f. eks. Det Kongelige, S/H, Teater Grob og Teater V hver især et dramatiker-laboratorium/værksted/konkurrence indlejret i deres respektive struktur. Her skal dramatikeren ind og nørkle med sin dramatik. Til at hjælpe hende vil der være løst tilknyttede instruktører og skuespillere, ofte også et publikum, der som i et gammeldags lægeligt forsøg er vidne til den kreative proces i det at skrive dramatik. Undertiden læses et ufærdigt drama op af skuespillere i en abstinensramt cold reading. Dramatikeren modtager måske endog en løn for sit slid.
Fordelene ved dette set-up er således mange: tilhørsforhold, fungerende varmeapparater, faglig udveksling. Men det farlige ved disse værksteder er at publikum vender sig til at opleve ny dansk dramatik som udelukkende processuel, altså som noget der hele tiden skrider fremad - mod ingenting. Ydermere, at de involverede teatre igennem disse laboratorier opfylder deres forpligtelse over for ny dansk dramatik, som de så ikke længere behøver opføre, kun hjælpe, som en invalid der skal krydse vejen til en forblæst tomt.
Men er dramatikernes nye hjem da på teatret, parkeret i et skabende laboratorium? Det ville være absurd at svare entydigt på; men faresignaler blinker, i særdeleshed fordi æraen hvor dramatikeren kunne komme ind fra venstre med et nyt originalt drama og få det opført er blevet afløst af sin totale modpol: Nu er den eneste mulighed for at blive opført at opnå fuld enighed med teaterledelsen forud for dramaets start; med andre ord, at få en bestilling på en idé der som oftest er dikteret af flere dagsordener, herunder teatrets identitet, behov og brand.
HAMLET OG DET POLITISKE TEATER
Vi husker i parentes, at Hamlet i sin iver efter at afsløre faderdrabet beder skuespillerne om at opføre et teaterstykke, der udpeger gerningsmanden. Og dér, foran den mætte drabsmand, dér opføres hans egen misgerning. Magten rejser sig, jamrer, besvimer, afsløret! Men det må da være den våde drøm over alle? At råbe traumets navn, udpege den skyldige, i et aktuelt drama. Hvad andet burde have interesse? Spol trekvarter frem i Hamlet og alle har slået hinanden ihjel. En advarsel mod politisk teater fra Shakespeares hånd?
At dette sociale kollaps i vold og drab endnu ikke er sket grundet en såkaldt politisk aktuel teaterforestilling kan enten betyde at dramaet ikke har været sprængfarligt nok – eller at vi som publikum rent faktisk forventer, at det vil ske. Vi forventer kritik, dog af systemet, ikke af mennesket. Intet kan overraske publikum, de iscenesætter sig selv som dissidenter i teatermørket, som et tiltrængt helle i en ellers afstumpet hverdag.
PERFORMATIV KORTSLUTNING
Den hjemløse site specific-dramatik og den forudbestilte aktualitets-dramatik sekunderes i stigende grad af det tredje ben, som vi kan kalde performance-kunsten og det post-dramatiske, hvor alle traditionelle dramatiske strukturer er aflyst i en søgen efter ny scenisk autencitet. Her anskues det rituelle og det ophøjede i den traditionelle teaterforestilling, ja, i den traditionelle dramatiske tekst, som værende egentlig anti-teatralsk, hvorimod det spontane i den ikke-reproducerbare performance anses for at være mere teatralsk sand, idet den er ligeværdig med publikum, inkluderende og åben for fortolkning. Lige så vel med det post-dramatiske der så at sige nægter at forføre med fiktion men smækker tematik/etik lige i hovedet på publikum uden æstetiske omveje, såsom rolle, handling og form.
Men denne nye performative teaterform er kortsluttet i sit udgangspunkt, idet den netop forveksler det performative med det teatralske. Nok ligger det performative til grund for scenisk liv men det dækker ikke.
Det der adskiller det teatralske fra det performative er én enkelt ting: Det er scenen. Det teatralske forudsætter scenen som et sted. Det performative kan kun arbejde med scenen som et hukommelsesløst ikke-sted. Lige så snart scenen bliver et sted et sakralt sted, et voldeligt sted eller et magisk sted ligefrem – mister det postdramatiske performative teater sin platform. Den æstetiske formgivning er uomgængelig i det teatralske. Idealet om talens direkte handling i performance-kunsten lukker øjnene for dramatikkens nødvendige evne til manipulation, løgn og skønhed i den direkte tale.
I billedkunst og digtning er dette umærkelige tab af æstetik og historie foregået uden modstand, men i teatret tynger en særegen kontrapunktisk vægt: Nemlig klassiker-fortolkningen. Ved siden af performance-kunsten spilles Schiller. Nok læser vi bøger fra forskellige æra. Nok ser vi malerier fra forskellige tidsaldre. Men at de samme skuespillere den ene aften fremfører King Lear og næste dag skal medvirke i et håndholdt stykke ny dansk dramatik er en helt anden form for voldsom simultanitet - mellem den politisk og æstetisk frie klassiker og den af virkeligheden udfordrede nye dramatik.
Men jeg har set nye dramatiske forestillinger, der brød med disse normer og genfandt teatrets egenart. Hos teatergruppen Signa i 24-timers s/m showet Villa Salo eller i deres Feberhavnen, hvor en prøvesal bag Gamle Scene var blevet omdannet til endnu et Signa-univers af beskidte vodkaflasker, tågede spejle, slidte garderober, svedende kroppe, lugten af køn: Her dystede ballet-korpset i en Mad Max- efterverden på triste pas-de-deuxer til skramlet klassisk musik, mens ægteparret Köestler væltede rundt og råbte deres skammelige replikker. Jeg har set vejen væk i Markmanns og Fabers Beton, der på overraskende vis genfandt det episke teater og Brecht og herved også skabte en af de alt for sjældne ligeværdige meddigtende broer mellem dramatiker og iscenesætter.
Først og fremmest har jeg set dramatikkens og derfor teatrets fremtid i skuespillerne. Nicolas Bros Hamlet, Henning Jensen i Noréns Personkreds 3, Christine Albeck i Boys don´t Cry: I alle tre tilfælde genfandt jeg kongedramaet, hvis uudgrundelige karakterrolle står over for os, i live. Hvad er det vi ser, når dette sker? Hvilken forbindelse mellem dem og os? Mellem den skrevne rolle, det talte ord, den levende krop, mellem os og scenen? Hvilken overførsel er det, der finder sted?
Som teaterkunstneren David Bowie sagde i en gammel science-fiction film:
- My interest is energy. Transference of energy.
Kommentarer