Vellykket drama om den gådefulde og sammensatte statsmand Jens Otto Krag, om hans vej til den magt, han næppe ønskede og hans voldsomme alkoholiserede deroute og ensomme død.
Det er i år hundrede år siden, Jens Otto Krag blev født, og det er den ydre anledning til udgivelsen af dette drama - oprindeligt et bestillingsarbejde til et teater men aldrig opført, nu så med et liv som læsedrama. Stykket er delt i tre akter. Første akt skildrer de tidlige tressere og Krags vej mod toppen. Anden akt skildrer de år midt i tresserne, hvor Krag sidder på magten og tredje akt de sidste år 1972-78 med sejren ved EF-afstemningen og den efterfølgende lange deroute med alkohol og opløsning frem til Krags ensomme død i huset i Skiveren.
Der er jo skrevet meget om Krag, hans dagbøger kan læses osv. Men Sven Holms drama er et godt sted at få fat i essensen: Hvordan var den mand, som blev Danmarks statsminister, som var velkendt i offentligheden for sine utallige erotiske eskapader og som i en periode var gift med den folkekære skuespillerinde Helle Virkner, som var velkendt også for sine kunstneriske ambitioner og sit efterhånden umådeholdne alkoholforbrug? Det giver Holm rigtig gode bud på ved at lade Krag være omgivet af et ganske lille, men væsentligt persongalleri.
På rollelisten findes en anden minister også med et kompliceret forhold til magten, nemlig Viggo Kampmann, der havde det med at forsvinde sporløst i perioder og gemme sig for magten, kan man sige. Der er også vennen gennem mange år, Jørgen Paldam, som Krag indtil bruddet have tillid tid. Og så er der Helle Virkner, der i ganske mange år holdt ud og levede med Krags uendeligt mange sidespring. Og endelig optræder Helle Virkners mor, Gamle fru Virkner, som en spids og sarkastisk kommentator til Krags livsførelse. Hun er et rigtig godt dramatisk greb. Krag fik jo magten, og man må nok netop sige fik den. Han greb den ikke, statsministerposten, men blev tvunget ind i den, fordi Socialdemokratiet ikke havde andre egnede afløsere for Kampmann.
Så selvfølgelig er magten et væsentligt tema i dramaet, her et replikskifte i anden akt:
"Kampmann: " (...) En tænker - eller en politiker - en af de rigtige af slagsen, mener jeg - han opfører en stor og kompliceret bygning - fuld af meget store og meget små rum og med sindrige gange fra etage til etage. Men pludselig opdager man at han i virkeligheden slet ikke opholder sig i den storstilede bygning - han bor i et lille anneks ved siden af - ja, måske ligefrem i portnerboligende. Er det ikke løjerligt?
Krag: Eller måske har han bare aldrig tænkt sig at bo der. Han bygger bygningen - og så rejser han. Måske er det der, der er pointen.
Helle: Eller også kan han slet ikke lide den bygning. Han kunne lide selve byggeriet. Selve opbygningen af systemet, mener jeg. Han står udenfor og betragter det. Velfærdsstaten, siger han, som om det var et kælenavn. Og så smutter han."
Og Krag smuttede jo selv på den mest dramatiske måde. I sin tale i folketinget, hvor han annoncerede sin største sejr - at Danmark indtrådte i EF - annoncerede han også sin egen afgang som statsminister. Han tiltrådte så stillingen som EF’s ambassadør i Washington, en hul stilling, som han fyldte med selskaber og druk, mens der blev skabt politik uden om ham, og han endte jo så tilbage i Danmark igen. Hans drøm var tilsyneladende at tage sit kunstneriske talent op, skrive, også kriminalromaner, men det smuldrede for ham, som Holm lader ham erkende i følgende replik i tredje akt:
"Krag: Jeg er begyndt at tvivle . Jo erindringerne og dagbøgerne. De er der. Men det er også politisk arbejde. At være forfatter i egentlig forstand - ved du hvad jeg mener om det? Jeg stoppede det i mølposen da jeg var ung - og nu, hvor jeg trækker det frem igen - dér opdager jeg at talentet har lidt naftalindøden."
Holm skildrer derouten helt frem til dødsøjeblikket i en sidste ordløs scene af stor dramatisk inderlighed. Og undervejs er vi så blevet meget klogere på denne Krag, der skabte store politiske resultater, fik magten givet - og gav den fra sig. Som troede, han skulle blive kunstner, men aldrig blev det, som ikke kunne styre sit forbrug af alkohol og kvinder, men alligevel kunne fremstå som statsmand. Et i bund og grund kompliceret menneske.
Holm lader Helle Virkner sige følgende om sin ægtemand i anden akt: "Helle: Jens Otto er gået op i sømmene, mor. Hvis han da nogensinde har været syet ordentligt sammen."
Lad det stå som det afsluttende udsagn om Jens Otto Krag. Et fint drama fra Sven Holm, det føjer sig flot ind i rækken af skuespil fra Holms hånd, som for eksempel Struense var her, Leonora og Jeres Majestæt. Poul Nyrup Rasmussen giver i en kort indledning til dramaet sit portræt af kollegaten Krag, og det gør han rigtig godt.
Kommentarer