Kære søster

En moderne, ungdommelig og usædvanlig musikalsk digtsamling om at være født lidt udenfor stregerne.

Med et enkelt sprogbrug, slagkraftige eksempler og en moderne tone fortælle 'Kære søster' en kvindehistorie, som kan tilhøre mange kvinder på én gang.

I denne kvindehistorie er udgangspunktet er en ung kvinde, der tilhører en minoritet. I dette tilfælde pga. hendes muslimske opvækst og hudfarve. Hun fortæller gennem digtene om situationer, der er krænkende. Blandt andet i digtet ’Flying while muslim’ om, hvordan hun, som den eneste med rødbedefarvet pas, trækkes til side i lufthavnen og mistænkeliggøres pga. det sorte tørklæde på hendes hoved og om den magtesløshed, der følger med, når en fremmed mistroisk type står med magten og den eneste billet hjem.

Det er også en fortælling om andre situationer, som er genkendelige – måske især for unge kvinder. I digtet 'Nadira' får læseren knust sit hjerte linje efter linje med formuleringer som: "Nadira har lært at elske at være elsket, og det er ikke nemt at være elsket/Når man er elsket skal man spise de dårlige pizzastykker, stille sig bagerst på gruppebilleder og være med, selvom man hader at spille Ludo/Man skal lære at læse andre med røntgensyn/Nøjes med at dele sine bekymringer med sin dagbog.” 

I ’12-talspige//hustler (m/k)’ beskriver Naiha den lille sejr, det er at rejse sig op, før nogen når at opdage, at man overhovedet faldt i første omgang.

Det lille hemmelige maskefald vil nok vække smertelig genkendelse for mange unge. For mig vækkede det en omsorg for mit yngre jeg, som i hvert fald genkender situationerne. Et brændende ønske om ikke at være udenfor stregerne, men være til stede og eksistere lidt i midten af feltet, der hvor der er langt ud til noget andet.

Helt i den moderne kønspolitiske ånd tilføjes ”m/k” i flere af digtenes titler, men som digtsamlingens titel også understreger er udgangspunktet kvindelivet. Og det er veludført, enkelt, slagkraftigt og helt tilstrækkeligt.

Naiha Khiljee er poetry-slammer, og det kan man tydeligt mærke i digtsamlingen. Både de digte, der decideret rimer, og dem, der leger med ordstilling og bogstavrim, har en hektisk og næsten basagtig fornemmelse, som man ligesom til en koncert kan mærke i brystkassen. Den tunge bas, der får det til at sitre i hele kroppen, og man tager sig selv i at sidde og rokke frem og tilbage, mens digtene læses. De er så fyldte med musikalitet, at det virkelig lyder som en sangtekst. En lyrisk og ind i mellem lidt arrig sangtekst.

Vreden fylder ikke det hele. På trods af uretfærdigheder på stribe bliver det aldrig en udelukkende vred digtsamling, og måske netop derfor bliver den vedkomne og nuanceret. Digtsamlingen fortæller om en ung kvindes liv. Et liv der indeholder både vrede, sorg og glæde.

I den etablerede presse har digtsamlingen fået en blandet modtagelse, men den gav genlyd hos mig – og vil med garanti også gøre hos andre (m/k), der ind i mellem har befundet sig uden for stregerne.