Bog

Fangeskibet

Af (
2020
)

Anmeldelse

Fangeskibet af Erik Barfoed

17 aug.20

Vaskeægte røverhistorie fra England efter Napoleonskrigene har fuld knald på action, eventyr og atmosfære og kan nydes af læsere i alle aldre.

’Fangeskibet’ er en vaskeægte og eventyrlig røverhistorie. Ikke sådan ment, at det er en løgnehistorie, men bare sådan en rigtig røver- og bandit historie med fuld kulør, saft, kraft og atmosfære. Erik Barfoed er vældig god til at få sin læser suget med ind i fortællingen, så man nærmest føler, at man er med hele vejen. Lugte og lyde siver ud mellem linjerne, fine stregtegninger af Peter Bay Alexandersen pryder siderne, og jeg er simpelthen bare vild med alt ved den her bog.

Tom er en fattig engelsk knægt, der, som en masse andre af sine landsmænd, lider under hungersnøden i det herrens år Attenhundrede Død Af Kulde, som året 1816 senere blev kaldt. Et år der var det koldeste i mands minde med sne i maj og tidlig frost. Napoleonskrigene er forbi, og alle må finde en ny måde at (over)leve på. Også Tom, der nu egentlig er familiens overhoved, da hans far blev sendt ud for at forsvare landets ære og aldrig kom hjem igen. Tom forsøger at hjælpe sin mor og lillesøster det bedste, han ved, men det er ikke nemt, når man kun er 11 år, og derfor smider Toms mor ham på gaden for at have færre munde at brødføde. Desværre går det så galt, at Tom bliver taget for at stjæle brød og derfor ender på Fangeskibet ”HMS Bellerophon”, der er selveste det skib, Napoleon overgav sig på, men som nu fungerer som et flydende fængsel, placeret ud for Toms fødeby, Sheerness.

I løbet af historien, hvor personer og begivenheder er opdigtede, men de ydre rammer, såsom Fangeskibet og de historiske fakta er sandfærdige, kommer Tom ud for lidt af hvert. Han møder modgang, får fjender såvel som venner og viser sig at være en sej gut med en jernvilje til at overleve. Med sig ombord på skibet har han sin nye ven, Horatio, og snart møder hans også kaptajnens datter, Becky, der er næsten lige så meget i fængsel som fangerne på skibet. Flugt er det eneste mål for dem, der stadig har forstanden i behold. Men hvordan flygter man fra et sikret skib, der ligger alt for langt fra land og i bidende kulde?

Erik Barfoed har skrevet flere romaner for børn og unge, blandt andet den fremragende 'August går i glemmebogen' og efterfølgeren 'August tager billetten'. Han skriver eminent godt, og ’Fangeskibet’ kan (højt)læses med lige så stor fornøjelse af yngre børn, unge såvel som voksne i alle aldre. Den er til tider ret barsk, så det skal man have for øje, hvis man vælger at læse den højt for et yngre barn. Jeg har selv en snart 8-årig, der plager om at få den læst, og jeg tror, han er ved at få mig overtalt.

Bogdetaljer

Forlag
Høst
Graphic
Peter Bay Alexandersen
ISBN
978-87-638-6553-1
Antal sider
348

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer