Lotte Kaa Andersen er cand.mag. i litteraturhistorie og medievidenskab og arbejder som freelanceskribent og forfatter.
I hendes anmelderroste debutroman 'Hambros Allé 7-9-13' følger vi beboerne i nummer 7, 9 og 13 på Danmarks dyreste villavej, først gennem en økonomisk optur og senere på den nedtur, der rammer hårdt og pludseligt. Romanen tegner et skarpt og underholdende portræt af livet under overfladen i villakvarteret. Litteratursidens anmelder skriver:
"Glem udkantsdanmark for en stund, man kan også være på røven i Hellerup. Bare fordi man er rig, behøver man ikke være lykkelig. Klichéerne står i kø, men ’Hambros Allé 7-9-13’ er mere end det. Forbered dig på et velskrevet og spændende kig ind under de glaserede tegltage på en af Danmarks dyreste villaveje i 2900 unhappiness. Godt man ikke bor der!"
Syv sind (2018) er tredje og sidste bind i Lotte Kaa Andersens trilogi, der begyndte med Hambros Allé 7-9-13 (2015) og fortsatte med 100 dage (2016). Tilsammen udgør trilogien et satirisk og stærkt underholdende portræt af livet på solsiden i årene omkring finanskrisen og frem til i dag.
I 2021 udgav Lotte Kaa Andersen romanen Den inderste kerne. Her bevæger Andersen sig i en helt ny retning ved at skildre seismologen Inge Lehmanns (1888-1993) liv og dermed skrive sig ind i den nye tendens exofiktion. I denne roman får vi historien om videnskabskvinden, der, forhåbentlig indtil nu, er blevet overset i historiebøgerne, og vi kommer i romanen helt ind til kernen på kvinden, der opdagede jordens inderste. En kvinde der kæmpede med matematikken i en mandsdomineret akademisk verden, hvor tingene bestemt ikke kom let til Inge med restriktioner på de akademiske biblioteker og med hendes stille og sky sind. I romanen tager Lotte Kaa Andersen læseren med ind i det videnskabelige, såvel som det private liv, der var Inge Lehmann.