100 dage

Det er ingen dans på roser at have røven fuld af penge. Vellykkede portrætter af tre familier, der bor på landets dyreste adresser, men stadig har deres at slås med.

Det kan næppe komme som en overraskelse: Livet på nogle landets dyreste adresser er ikke nødvendigvis en dans på roser, selvom man har udsigt til sundet og billig arbejdskraft til at klare de fysiske opgaver. Faktisk kan det for nogen være den direkte årsag til mistrivsel at bo på Hambros Allé i Hellerup, hvilket Lotte Kaa Andersen beskrev meget præcist i sin debutroman fra 2015, ’Hambros Allé 7-9-13’. Nu har hun beriget dansk litteratur med en efterfølger, og lad det bare være sagt med det samme: Denne anmelder sidder allerede og håber på, at Kaa Andersen har mod på en treer.

På matriklen Hambros Allé nummer 7 bor Cille og Ask med deres to små børn. Ask er konsulent i en stor koncern, hvor han arbejder stræbsomt, men alligevel ind imellem må se sig overhalet af yngre og mindst lige så stræbsomme kræfter. Cille er arbejdsløs – en tilstand, der efterhånden har sendt hende helt i knæ. 

I nummer 9 bor skilsmisseadvokaten Caroline og ejendomsmægleren Kaare med deres teenagesøn Lukas, som støt og roligt er sivet ud på et omtåget overdrev, hvor hash og hævnporno er hverdagskost. Caroline har, til sin egen store overraskelse, fået øjnene op for naturens beroligende effekt, og Kaare nærmer sig til tider maniske højder, når han lægger planer for sin fremtid, der, til dels, skal foregå til hest!

Nummer 13 på Hambros Allé, hvor Line og Kristian boede i ”Hambros Allé 7-9-13”, er nu blevet solgt, og Line er rykket til en mindre lejlighed, der dog vist stadig har udsigt til noget vand. Hun er alene, og det er på ingen måde en situation, hun sætter pris på. Hun er forfatter, hvilket i sig selv er et ensomt erhverv, og de børn, hun altid har sat en ære i at passe og servicere, er flyttet hjemmefra. Så Line har kastet sig ud i netdatingens velsignelser (og forbandelser!) for at finde en mand.

På trods af at vi alle ikke nødvendigvis kan identificere os med elitens kvababbelser og udfordringer, formår Lotte Kaa Andersen at skildre sine personer med så megen fairness og psykologisk indsigt, at man som læser egentlig forstår deres valg, deres prioriteringer og deres dilemmaer – uanset at visse af dem kan fremstå særdeles usympatiske. Den evne skal Andersens ha´ ros for. Det er nemlig alt for nemt (for os fattigrøve) at skyde med skarpt mod de rige og korrupte svin, der fiser op og ned ad Strandvejen og mener, at de er meget bedre end alle andre. Rige svin er skam også mennesker.    

Endelig har ’100 dage’ en fantastisk smuk forside, der, ligesom de huse familierne bebor, tager sig inderligt indtagende ud, men som bag facaden gemmer på frustrationer, nederlag, usikkerhed og alt det, der er meget værre.

Lotte Kaa Andersen skriver sikkert, ukrukket og lige-ud-af-posen, og jeg trængte netop sådan til en gedigen, dansk roman, der ikke foregår i udkantsdanmark.