Lotte Kaa Andersens populære romantrilogi om livet nord for København er netop genudkommet på Rosinante. Forfatteren rapporterer fra smørhullet og fortæller om Hellerup-trilogiens tilblivelse og baggrund.
Engang først i nullerne flyttede min familie og jeg ind i vores første hus i en af Københavns nordlige forstæder. Noget af det, jeg især hæftede mig ved i vores nye hus og have-tilværelse, var den elektriske stemning, der herskede omkring Jægersborg Allé og langs Strandvejen. Der var noget i luften. Impuls, forbrug, akut behovstilfredsstillelse. Folk smed deres to meter brede Range Rovers halvt oppe på fortovet lige under Parkering Forbudt skiltet og slentrede ind for at hente latte til overpris midt på dagen. Alt sydede af optimisme. Folk renoverede deres boliger i et tempo, så håndværkerne ikke kunne følge med. OPTUR! ”Kom og lån” skreg bankerne. Der var noget skingert ved det hele, kunne det virkelig passe? Murstensmillionær og friværdi var de ord, man brugte mest. Danskerne krængede Janteloven af sig, vi troede, vi kunne gå på vandet. For vi, de lykkelige husejere, tjente penge og sparede friværdi op i vores boliger alene ved at lægge hovedet på puden hver aften. Vi holdt op med at diskutere, om vi skulle tage til Thailand i julen eller til Alperne i vinterferien, vi gjorde da bare begge dele. Hvorfor ikke, alt kunne lade sig gøre. Berlingske oprettede et tillæg til avisen, der hed ”Ejendomme i udlandet”, for et eller andet skulle man jo købe. Alt handlede om at kradse fast ejendom op under neglene. Det var umuligt at købe et sommerhus på Nordkysten, alt var revet væk, nogle gange ubeset. Parrene overbød hinanden med forseglede kuverter i hemmelige budrunder, mens husene steg og steg. Alt var muligt. Det var berusende at være med til. Indtil det gik galt.
Overmod
7-9-13 er en folkelig trylleremse til afværgelse af nemesis, som siges straks efter, at man har sagt noget overmodigt. Og det var netop, hvad der skete: Vi blev overmodige. Vi mistede jordforbindelsen. Krisen ramte som en hævnende tsunami, da den nye oppustede verdensorden, vi havde været naive nok til at tro på, pludselig ramlede. Efter kollapset var luften tung af fortrydelse, fallit, selvransagelse; hvad skete der lige? Mange mistede deres jobs, boliger, sommerhuse, deres behagelige liv, juleferierne i Thailand og vinterferierne i Alperne. Dem, der havde gearet deres investeringer blev de helt store tabere og stod i gæld til halsen. Og krisen var lang. Politikerne forsøgte allerede i 2011 at afmelde den, nu havde danskerne fået nok af al den kummerlighed og krisesnak, men det var for tidligt. Den var der stadig, og den blev værre endnu. Men den økonomiske krise var ikke bare skidt for pengepungen. Der var også store menneskelige omkostninger. Flere danskere end normalt blev skilt under krisen. For økonomerne er det almen viden: Når arbejdsløsheden stiger, og huspriserne falder, går folk fra hinanden. For nogle af de ansvarlige var skammen og tabene ikke til at bære. Mange af dem, det endte værst for, havde ansvar for andres formuer og rev mennesker med helt almindelige indtægter og surt sammensparede pensioner med i faldet. Da konsekvenserne gik op for dem, kunne de ikke se omverdenen i øjnene og valgte den ultimative vej ud af problemerne. Jeg fulgte med i medierne og syntes, at alt handlede om bankerne, Finanstilsynet og Lehman Brothers, banditterne i habitterne. Jeg manglede hele den menneskelige vinkel. På højden af krisen besluttede jeg derfor, at jeg ville skrive om det dramatiske FØR og EFTER, jeg havde observeret på de bøgehæksindpakkede villaveje i Gentofte. Der lå en god historie i den kontrast, jeg havde set mellem de hysteriske optursnullere og den økonomiske og mentale afklapsning, der fandt sted efter 2008.
At have det hele – og mangle en hel masse
Som alle debuterende forfattere var jeg rædselsslagen for, at min roman ville glide forbi i ubemærkethed og to års arbejde lande hårdt på gulvet. Men Hambros Allé 7-9-13 kom godt fra start i 2015. Jeg fik en masse henvendelser fra læsere; de fleste ville vide, hvornår der kom en to’er. Det havde jeg ikke tænkt på, men jeg havde så meget stof, at jeg skrev en fortsætter, nærmest i én bevægelse; 100 dage blev skrevet i en ni måneder lang boble af koncentration. Da den udkom i 2016, skete det samme igen. Læsere kontaktede mig og forlangte, at jeg skrev en bog mere, for det kunne jo ikke ende sådan her! De måtte vide, hvad der skete med personerne, jeg kunne da ikke efterlade dem der! I 2018 udkom Syv sind, og til sammen kalder jeg de tre romaner for Hellerup-trilogien. Jeg får stadig mange henvendelser fra læsere. Der er mange søde og positive hilsner, men jeg får også alvorlige mails, beskeder og opkald, især fra kvinder. De ringer eller skriver, fordi de føler sig genkendt i mine bøger. De fortæller om økonomisk svindel og trusler mellem ægtefæller, psykisk vold, systematisk utroskab, gyldne bure, de har ladet sig installere i og nu ikke kan slippe ud af. De skriver til mig for at spørge, om jeg vil skrive deres historie. Nordsjælland er et smukt sted at bo. Uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er landets højeste, kvinderne dyrker mere motion og spiser mere fisk og fuldkorn og har muligvis tykkere og blankere hår end resten af Danmarks kvinder, men lider også dokumenteret mere af ængstelse, nervøsitet, uro og angst. Gentoftes unge klarer sig generelt godt, men en undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning viser, at deres trivsel er under pres. Over halvdelen af de unge (især piger) fortæller om hovedpine, mavepine, dårligt humør, travlhed, stress og et ønske om at præstere, som de ikke kan slippe eller forklare, mange har et alt for et højt forbrug af smertestillende medicin. Hele det spænd – mellem på den ene side at have det hele og på den anden mangle en hel masse – det er præcist, hvad mine bøger handler om.
Litteraturen som reminder
Når det gælder kriser, er vi tit historieløse. Vi fortrænger den læring, der var fra sidste krise og gentager vores fejl. Når hukommelsen svigter, kan litteraturen hjælpe os. Til sammen kigger 'Hambros Allé 7-9-13', '100 dage' og 'Syv sind' ned i et årti i en lille privilegeret lomme og giver et slice of life af en livsstil og en tankegang i en del af Danmark, der ellers ikke er tilgængelig for særligt mange. Hvad skete der med os op til krisen, da den ramte, og hvordan rejste vi os igen? Hvad gør det ved mennesker altid at kunne række op på øverste hylde og få, hvad de peger på? Mine personer er forvænte og har svært ved at finde ud af, hvad kernen i deres tilværelse egentlig skal være. De længes efter kærlighed, mening og følelsen af at høre til, men er ofte for optaget af planer og mål til rent faktisk at finde det, de længes efter. De leder, men de leder de forkerte steder. Jeg håber, at trilogien samlet set peger på nogle dilemmaer moderne mennesker har – og her tænker jeg ikke kun mennesker nord for København med tykt, blankt hår, men på os alle sammen.
Kommentarer