Blog
Jeg gemmer mig inde i Lotte Kaa Andersen
Forfatterlivet er dobbelt: En sær blanding mellem at være eremit og deltager i et reality program. Et skizofrent miks mellem at være koncentreret indadvendt og veloplagt udadvendt.
I eremitfasen sidder man det meste af dagen alene ved sin skærm, tilbagetrukket og fjern. Man rejser ind i sig selv, væk fra det levende for at skabe fiktive personer, der i bedste fald lever og ånder i læseren. Man går ind i et nørdet land, hvor man for eksempel kan diskutere længe med sig selv, om man skal sætte et udråbstegn i en bestemt sætning. Udråbstegn er vilde og uregerlige, man skal omgås dem med forsigtighed. Sætningen skal jo helst være så godt skrevet, at den råber i sig selv. Jeg læste engang om en norsk forfatter, der mente, at man højst kan forsvare at sætte tre udråbstegn i sit liv. Udråbstegn er tegnsætningens kernevåben, de skal kun udløses i nødssituationer, og derfor kan jeg sagtens bruge lang tid på at vurdere, om det er nu, netop nu, i dag, jeg skal hive det helt skarpe skyts frem. Til hverdag nørder jeg således hårdt igennem i sprogets og den gode histories tjeneste. Jeg omgås helst kun mine karakterer, jeg forsømmer familie, venner og pligter og har min egen lille lukkede fest, og sådan kan der gå uger og måneder, men lige pludselig kalder virkeligheden: JEG SKAL UD OG TALE OM MIN BOG.
Når reality-fasen rammer, kan jeg godt føle mig som et af de der hvide insekter, der lever helt gemt væk fra verden under en sten, gennemsigtig og uvant med sollyset og junglelivet udenfor. Blottelsen kræver forberedelse. Man skal ramme rigtigt i forhold til arrangementet, man skal frisere sig og tage pænt tøj på, måske kommer der ligefrem journalister og fotografer, man skal øve sig og finde velegnede tekststeder til oplæsning, man skal have børstet det værste nørdestøv af sig for at træde ud og op på biblioteker og højskoler, sognegårde, på bogmesser og festivaller. Springet fra skrivende til talende, fra privat til offentlig, fra afsondret nørd til forfatter på en scene er overvældende, skizofrent.
I disse uger har jeg en del arrangementer, hvor jeg vover mig ud af maskinrummet. Det er vildt hver gang at sidde på en scene foran en stor forsamling og fortælle om bogen og mig selv. Det er grænseoverskridende og ud-af-kroppenagtigt, men jeg bliver også dybt taknemmelig, når det går op for mig, at læsere, læseklubber og litterære saloner rent faktisk har læst og diskuteret min bog og endda bruger en hel aften eller morgen på at tage hen og møde forfatteren. Og hvem er forfatteren så? Er det hende, der sidder hjemme og gemmer sig med ord og tegn som et hvidt dyr under en sten, eller er det hende, der sidder på scenen med head set og lakerede negle? For det kan da næsten ikke være den samme person? At tale om sin bog på en scene foran et publikum er den størst tænkelige kontrast til at sidde muttersalene og forsøge at skrive en historie frem af ingenting. Det kan lyde mærkeligt, men det er faktisk svært at tale om det, man selv har skrevet. Den, der skriver, har jo sagt det, hun gerne ville sige i bogen. Den, der taler, skal helst lægge til og være en ekstra bonus for læserne, og kan hun nu det? Tvivlen og spaltningen er klart til stede.
Thorkild Hansen må have haft det lidt på samme måde. Han skrev en del breve og dagbogsnotater om sit forfatterliv, og han skriver et sted: ”Hvor krævende aften efter aften at stå op på en talerstol og lade som om man er Thorkild Hansen.” Det er indviklet, det hele, balancen mellem introvert og ekstrovert, at producere og præsentere, skrive og være på, men det giver gode oplevelser at vove sig ud af Nørdland – især når publikum er imødekommende og spørgelystne. Det var de på Nærum Bibliotek, da jeg var der i sidste uge, ved bogmessen på Gentofte Hovedbibliotek lørdag den 2. april, og det håber jeg, at de er på Ordkraft i Aalborg i weekenden.
På fredag gemmer jeg mig inde i Lotte Kaa Andersen, prøver at rumme det hele og rejser glad tilbage til min hjemby. PS. Hambros Allé 7-9-13 er nomineret til Læsernes Bogpris og er kommet i fornemt selskab med nogle af årets bedste romaner, en fagbog og en digtsamling.
Forfatterlivet er dobbelt: En sær blanding mellem at være eremit og deltager i et reality program. Et skizofrent miks mellem at være koncentreret indadvendt og veloplagt udadvendt.
I eremitfasen sidder man det meste af dagen alene ved sin skærm, tilbagetrukket og fjern. Man rejser ind i sig selv, væk fra det levende for at skabe fiktive personer, der i bedste fald lever og ånder i læseren. Man går ind i et nørdet land, hvor man for eksempel kan diskutere længe med sig selv, om man skal sætte et udråbstegn i en bestemt sætning. Udråbstegn er vilde og uregerlige, man skal omgås dem med forsigtighed. Sætningen skal jo helst være så godt skrevet, at den råber i sig selv. Jeg læste engang om en norsk forfatter, der mente, at man højst kan forsvare at sætte tre udråbstegn i sit liv. Udråbstegn er tegnsætningens kernevåben, de skal kun udløses i nødssituationer, og derfor kan jeg sagtens bruge lang tid på at vurdere, om det er nu, netop nu, i dag, jeg skal hive det helt skarpe skyts frem. Til hverdag nørder jeg således hårdt igennem i sprogets og den gode histories tjeneste. Jeg omgås helst kun mine karakterer, jeg forsømmer familie, venner og pligter og har min egen lille lukkede fest, og sådan kan der gå uger og måneder, men lige pludselig kalder virkeligheden: JEG SKAL UD OG TALE OM MIN BOG.
Når reality-fasen rammer, kan jeg godt føle mig som et af de der hvide insekter, der lever helt gemt væk fra verden under en sten, gennemsigtig og uvant med sollyset og junglelivet udenfor. Blottelsen kræver forberedelse. Man skal ramme rigtigt i forhold til arrangementet, man skal frisere sig og tage pænt tøj på, måske kommer der ligefrem journalister og fotografer, man skal øve sig og finde velegnede tekststeder til oplæsning, man skal have børstet det værste nørdestøv af sig for at træde ud og op på biblioteker og højskoler, sognegårde, på bogmesser og festivaller. Springet fra skrivende til talende, fra privat til offentlig, fra afsondret nørd til forfatter på en scene er overvældende, skizofrent.
I disse uger har jeg en del arrangementer, hvor jeg vover mig ud af maskinrummet. Det er vildt hver gang at sidde på en scene foran en stor forsamling og fortælle om bogen og mig selv. Det er grænseoverskridende og ud-af-kroppenagtigt, men jeg bliver også dybt taknemmelig, når det går op for mig, at læsere, læseklubber og litterære saloner rent faktisk har læst og diskuteret min bog og endda bruger en hel aften eller morgen på at tage hen og møde forfatteren. Og hvem er forfatteren så? Er det hende, der sidder hjemme og gemmer sig med ord og tegn som et hvidt dyr under en sten, eller er det hende, der sidder på scenen med head set og lakerede negle? For det kan da næsten ikke være den samme person? At tale om sin bog på en scene foran et publikum er den størst tænkelige kontrast til at sidde muttersalene og forsøge at skrive en historie frem af ingenting. Det kan lyde mærkeligt, men det er faktisk svært at tale om det, man selv har skrevet. Den, der skriver, har jo sagt det, hun gerne ville sige i bogen. Den, der taler, skal helst lægge til og være en ekstra bonus for læserne, og kan hun nu det? Tvivlen og spaltningen er klart til stede.
Thorkild Hansen må have haft det lidt på samme måde. Han skrev en del breve og dagbogsnotater om sit forfatterliv, og han skriver et sted: ”Hvor krævende aften efter aften at stå op på en talerstol og lade som om man er Thorkild Hansen.” Det er indviklet, det hele, balancen mellem introvert og ekstrovert, at producere og præsentere, skrive og være på, men det giver gode oplevelser at vove sig ud af Nørdland – især når publikum er imødekommende og spørgelystne. Det var de på Nærum Bibliotek, da jeg var der i sidste uge, ved bogmessen på Gentofte Hovedbibliotek lørdag den 2. april, og det håber jeg, at de er på Ordkraft i Aalborg i weekenden.
På fredag gemmer jeg mig inde i Lotte Kaa Andersen, prøver at rumme det hele og rejser glad tilbage til min hjemby. PS. Hambros Allé 7-9-13 er nomineret til Læsernes Bogpris og er kommet i fornemt selskab med nogle af årets bedste romaner, en fagbog og en digtsamling.
Kommentarer