20 jan.17

Anmeldelse

Avatar af Caspar Eric

Bøger af Caspar Eric

Nye balancer - handicapdigte

Af Caspar Eric

Nye balancer - handicapdigte

Caspar Erics digte oser af vrede, frustration og kunstnerisk begavelse og manifesterer digteren som en brændende fakkel i et tomt rum.
Læs mere

Vi kan gøre meget

Af Caspar Eric (f. 1987)

Vi kan gøre meget

Caspar Eric fortsætter sine coronadigte, men denne gang med en samfundsbevidsthed, der rækker ud over coronaens temporalitet.
Læs mere

Alt hvad du ejer

Af Caspar Eric (f. 1987)

Alt hvad du ejer

Caspar Eric mestrer at skrive, så man bliver rørt, og denne gang er der noget mere skrøbeligt på spil.
Læs mere

Avatar

Af Caspar Eric

Avatar

Den unge digter skriver sig selv ind i en række portrætter, der søger lys i mørket med selvmordet som adgangsbillet. Gravalvorlig poesi skrevet på indignation. 
Læs mere

Nike

Af Caspar Eric

Nike

Der er stadig masser af narcissisme hos Eric, men der er mere udsyn og flere perspektiver i digterens andet værk.
Læs mere

7/11

Af Caspar Eric

7/11

At læse 7/11 er som at læne sig tilbage og se et generationsbillede folde sig ud som et skyggespil på en væg.
Læs mere

Kommentarer

8 kommentarer
AfJonas Wilmann
man, 23/01/2017 - 16:08

Er der evt. andre, der kunne tænke sig at deltage i debatten? Hvad menes der - i forhold til min og Thomas' debat - om et citat som nedenstående ... er det tankevækkende, genialt eller banalt, umodent?  

"Og at nogen sælger postevand
pakket ind i Disney-figurer
mens mennesker dør i Aleppo"

AfThomas Vang Glud
man, 23/01/2017 - 14:28

Hej Jonas

Jeg synes egentlig ikke, der er noget livsklogt over Avatar. Men den med at "vi skal smadre McDonalds" er måske i virkeligheden ikke så langt ved siden af. Avatar er på mange måder en utopisk vredesudladning. 

Jeg mener, at  BANALE udsagn som "Og at nogen sælger postevand/ pakket ind i Disney-figurer/ mens mennesker dør i Aleppo" virker, fordi vi har brug for at få dem italesat i en anderledes kontekst. I en digtsamling, hvor det stiliserede sprog blandes med politiske holdninger kan man både læse linjerne som banale eller som en forskydning af to virkeligheder, der foregår i den samme verden, på samme tid, blot blandt nogle andre mennesker i et andet land.   

For mig handler det om forsøget på at opløse den måde vi bevidstløst taler om og handler i forhold til ting, der skubbes under gulvtæppet og tabuiseres. Som fx de udfordringer krigsveteraner har, de store konglomeraters omgang med sandheden eller skattekroner, kapitalismen osv. alt det, der pt. er ved at skubbe verden ud over kanten.

Det synes jeg er rart at læse i en digtsamling, der siger det direkte. Så må det godt være banalt. 

 

AfJonas Wilmann
man, 23/01/2017 - 16:00

Du bruger rigtig nok ikke ordet ’livsklogt’ om Erics ’samfundskritik’ (og i øvrigt tak for det ;-), men kalder den ’skarpt ironisk’ og ham for en ’slap-in-the-face revser’. Og jo, man kan godt pakke det ind i ord som ’utopisk vredesudladning’, men det ændrer for mig at se ikke på, at tankerne (jo netop den forskydning du nævner), er så indlysende, at det ikke rykker noget at italesætte dem på en så elementær måde. Alle har forstået en punchline som den om Disneyvand på flaske og Aleppo, lang tid før den bliver læst. Det er børnestof og bidrager ikke til vores selvforståelse, med mindre bogen er tænkt som oplæsning til de helt små klasser (jeg tænker, at børn i indskolingen kunne få nogle aha-oplevelser, der kunne udvikle dem til senere at få mere modne overvejelser om sagen). Og ikke nok med, at de saksede stykker er banale (nej, desværre ikke på en god måde!) og indlysende illustrationer, så er de jo netop heller ikke nye; den type kritik af den vestlige kultur har jo eksisteret, jeg var lige ved at sige for evigt, og i en meget lignende udgave i firserne, f.eks. hos Strunge. Så nej, ikke ny kontekst. 

AfThomas Vang Glud
man, 23/01/2017 - 22:33

Jeg synes det er lidt ærgerligt at trække det ned på niveau med børnestof.

Hvor tit har man populærkultur/forbrugerisme og krigen i syrien i det samme billede? Og hvorfor spiller det ind, at linjerne er nemme at forstå? 

Jeg synes en af de mest markante styrker i Erics digte er, at de både kan læses som et lag og som flere lag. De giver mening selv når man læser dem overfladisk. Jo dybere man læser dem, jo mere er der at hente. 

Dët jeg kalder skarpt ironisk er specifikt coca cola-citatet, og det er sgu ironisk. Og når jeg skriver slap-in-the-face revser, har det igen noget at gøre med de simple. Der behøver ikke at være nogen kompleks analyse i det, før det kan være enten godt eller kritisk.

Og når jeg taler om kontekst her, mener jeg som modsætning de arenaer, hvor vi plejer at høre om aleppo mm. Det må være tv-avisen for de fleste mennesker, og der er der sjældent en holdning, der sætter tingene på spidsen på den helt simple måde. 80'erne er længe siden, og vi kan ikke bruge Strunge som andet en form-eksempel og takke ham for, at der stadig er nogen, der har ladet sig inspirere (dog tror jeg ikke det er tilfældet her). 

 

AfJonas Wilmann
tir, 24/01/2017 - 11:34

Jeg kan sagtens forstå dit budskab om, at det simple kan være godt, og jeg er bestemt heller ikke fortaler for uld i mund, eller at alting skal være overlitterært og svært tolkeligt; simple ord kan ofte være de mest slagkraftige, men grænsen mellem simpelt og banalt er langt overskredet i de udvalgte citater. Der er så mange ting galt, egentlig. Det er gumpetunge, indlysende sammenligninger, der falder i kategori med soldaten, der dør, mens en baby bliver født. Og samtidig er det en så ofte hørt samfundskritik, og i den bastante form, den viser sig her, har jeg svært ved overhovedet at genkende den som litteratur, men snarere en ’hyggeaktivistisk’ smøre lånt fra en facebookvæg. Der findes en uendelighed af folkeskolestile med nogenlunde samme indhold, samme niveau. Hvor en oprørt teenager ansvarsfrit vil adressere de onde megakonglomeraters hærgen og stikke lidt til den forkælede forbrugskultur ved at stille den over for den mere lidende del af verden på en meget direkte måde. Jeg kan huske en af min kones tiendeklasses-stile, hvor hun også ranter om at stille de store, onde koncerner til ansvar, og ender hele smøren med udbruddet: ”Red den sibiriske tiger!!” Det er morsomt og sødt, men absolut banalt og ikke udgivelsesværdigt. Lidt ligesom citaterne fra Caspar Erics bog. Hvis vi vil dybere ind i forståelsen af vores apati over for lidelsen i andre verdensdele (mens vi går op i latterligt små ting), kræver det selvfølgelig mere end poppede og svært indlysende ytringer om Coca-Cola og Aleppo.   

AfThomas Vang Glud
ons, 25/01/2017 - 13:35

Jonas, jeg synes sgu du er lidt unfair overfor poesien ud fra tre enkelte linjer, som jeg i min anmeldelse har brugt til at belyse en af de mange bevægelser i bogen. Gumpetung, tiendeklassesstil-agtigt. 

Jeg mener ikke den grænse er så langt overskredet. Det er en sætning, der får mig til at tænke. Og det er vel det, der er hovedformålet med poesien... og ikke nødvendigvis at give en dybere forståelse af noget, men at sætte tanker i gang. 

Igen, hvor ofte ser vi Disney (eller anden masseunderholdningsapparat) og Aleppo i samme sætning?  

Sætningen er svært indlysende, fordi den er et skapt  billede på, hvordan det ser ud og samtidig hvor lidt, vi rykker i fællesskab for at lave om på den slags paradokser, der eksisterer i virkeligheden, lige foran dig og ikke kun et sted i sydens mørke.

Hvor bærer det os hen på sigt? Hvor bærer det dig og mig, mine børn og dine børn hen på sigt? Den det en slags ting, som jeg synes samlingen giver årsag til at tænke lidt over. 

Måske virker retorikken hellig, men er det ikke et reelt spørgsmål?

 

 

AfJonas Wilmann
ons, 25/01/2017 - 13:56

Hej Thomas. Bare lige et hurtigt svar på dit spørgsmål om, hvor tit vi ser store koncerner som Disney eller lignende i samme sætning som Aleppo. Konstant og hele tiden. Følger man med i samfundsdebatten, har man gang på gang set den slags sammenligninger, både i forhold til de store firmaers ansvarsløshed og os vestlige konsumenters evne til at gå op i ligegyldigheder. Der er intet nyt i det.

AfJonas Wilmann
søn, 22/01/2017 - 09:33

Om jeg forstår tendensen med at ophøje det banale og umodne til dybe, livskloge betragtninger. De udvalgte citater om Disney, Coca-Cola og Aleppo strander et sted mellem et rygerhoved, der står og brøler ”vi skal smadre McDonalds” og et barn, der i seks års alderen kigger på sin fyldte tallerken, og overvejer at der på den anden side af kloden er andre, der ikke er så heldige. Det kaldes så at ’spidde skarpt gennem ironi’ og være ’slap-in-the-face samfundspoetisk og kritisk revser’. Helt ærligt, mand.

Log ind for at skrive kommentarer