Vådeskud

Katrine Engberg leverer endnu engang en stilsikker vare med Københavnerseriens fjerde bind, der handler om en forsvunden teenager.

Makkerparret Anette Werner og Jeppe Kørner bliver forstyrret i lørdagshyggen - Anette sammen med mand og lille datter og Jeppe i vinterbadeklubben – af et telefonopkald fra chefen PK. En dreng på 15 år, Oscar, er ikke set, siden han fik fri fra skole dagen før. Forældrene troede, at han sov hos en klassekammerat, men det gjorde han ikke. Drengens forældre er de kendte og velhavende ejere af et auktionshus, som tidligere har været udsat for trusler, og derfor bliver politiet inddraget hurtigt. Desuden har forældrene fundet et brev i køkkenet, som kan ligne et afskedsbrev.

Politiets opklaringsarbejde fører dem vidt omkring i København, især i havnemiljøet, og der møder Anette Mads Teitgen, som er fortmester på Trekroner. Men også loftet på Thorvaldsens Museums bliver inddraget.

Fra de tidligere romaner kender vi også den pensionerede litteraturprofessor Esther, som Jeppe Kørner også denne gang opsøger for at få hjælp med citatet i det efterladte brev. Som en anden Miss Marple laver hun sine egne undersøgelser.

Sideløbende med opklaringsarbejdet foregår der også meget i Jeppes og Anettes privatliv, og fælles for dem er, at de begge er noget skrøbelige og sårbare. Jeppe fordi han genkender så meget i Oscars liv fra sig selv, og fordi han har det svært med at være kæreste med en kollega med to halvstore børn, og Anette er blevet mere sårbar efter fødslen af sin datter og oplever pludselig en enorm tiltrækningskraft fra Mads Teitgen.

Der er mange puslespilbrikker, som skal gå op i en højere enhed . Som sædvanlig er Katrine Engbergs måde at skrive på, at de mange små kapitler bliver præsenteret uden overgang, men jeg synes det lykkes rigtig fint for hende at få det hele til at hænge sammen og gå op i en højere enhed. Hun er god til at lægge spor ud og få læseren på vildspor.

’Vådeskud’ er den fjerde i serien, og jeg vil anbefale, at man læser bøgerne i rækkefølge, fordi en stor del af romanernes styrke ligger i udviklingen af hovedpersonernes liv.