Bog

Twilight - Graphic novel, 1. del

Af (
2010
)

Anmeldelse

Twilight. Graphic novel, 1. del af Stephenie Meyer

15 jul.10

Twilight-feberen vil ingen ende tage. Samtidig med at film nr. 3 i serien har biografpremiere, udkommer første del af historien i en lækker tegneserieudgave.

Handlingen i denne Graphic novel følger meget nøje bogudgavens.

Den ca. 16-årige Bella flytter til den lille by Fork for at bo hos sin far. I gymnasiet bliver hun forelsket i klassekammeraten Edward.

Imidlertid viser det sig, at Edward er en 100 år gammel vampyr, som dog nu - takket være selvdisciplin og natlige dyrejagter - holder sig fra menneskeblod. Han bor i byen sammen med en lille klan af vampyrer, der forsøger at leve et nogenlunde normalt liv. Dog holder de sig på afstand af Forks øvrige beboere og betragtes som outsidere. I det nærliggende indianerreservat kommer de slet ikke, da de for årtier siden indgik en hemmelig pagt med indianerne om at holde sig væk, mod at indianerne forholder sig tavse. De kloge indianere er tættere på naturen end Forks bybefolkning, og over for dem kan vampyrerne ikke skjule deres hemmelighed.

Bella og Edward bliver meget famlende og forsigtigt kærester, selv om omverdenen har vanskeligt ved at acceptere det.

Bellas liv kommer pludselig i stor fare da en anden vampyrklan uventet dukker op i Fork.

Twilight-serien har for længe siden bevist sin popularitet og holdbarhed. Især piger og kvinder i alle aldre sluger bøgerne råt, og et langt stykke hen ad vejen forstår man godt de mange fans. Bøgerne er velskrevne og veldisponerede, selvom de ikke kan sige sig fri for strejf af klicheer og overdreven romantik.

Så langt så godt, altså. Denne version af historien føjer dog intet nyt til universet, og selvom man helt bestemt finder det gode samspil mellem tekst og tegninger, der kendetegner en vellykket tegneserie, så har jeg lidt svært ved at se berettigelsen af denne udgave.

Den endelige vurdering vil jeg overlade til den enkelte læser, og det helt store spørgsmål er selvfølgelig om historien kan bære at blive udsat for tegninger, eller om man allerede har personerne så meget inde på nethinden fra bøgerne eller filmene, at man siger fra på forhånd.

Den koreanske kunstner leverer ikke desto mindre et absolut hæderligt produkt i en stil, der minder om manhwa/manga tegneserierne, og hendes brug af sort/hvide skygger, kun få farver og en lettere romantiserende tegnestil fungerer perfekt.

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Oversætter
Niels Søndergaard
Faustnummer
28356307
ISBN
9788711410592
Antal sider
220

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer