Til min elskede : 24 korrespondancer om kærlighed

De velskrevne tanker mellem venner og elskende gennem mange hundrede år flyder så let som blomster på vandet, også når kærligheden ikke lever op til forventningerne, eller længslen ikke kan indfries.

Kærlighedens mange ansigter kommer til syne i et fint udvalg af breve fra middelalderen til vor tid. Det første er et frierbrev med runer på en træpind. Det sidste er to e-mails fra Benny Andersen til Elisabeth Ehmer fra 2003. I udvalget møder vi kendte og i dag mindre kendte personer og deres inderste tanker og følelser om sig selv og den anden.

Kærligheden er sjældent helt uden betingelser, da afstand, pengenød, jalousi, svigt og ikke indfriede forventninger også kommer til syne. Jens Chr. Grøndahl har skrevet et tankevækkende forord, hvor han perspektiverer, hvad kærlighed er: en illusion, en hallucination, en overføring, evig, foranderlig eller? Døm selv, brevene taler deres eget tydelige sprog. De velskrevne tanker og ord flyder så let som blomster på vandet

Brevenes tid er ved at være forbi, afløst af de hurtige, korte meddelelser på sociale medier eller e-mails. Det causerer Jens Chr. Grøndahl også over. Interessant er det at dykke ned i tidligere tiders vilkår med anderledes normer og konventioner. Følelserne er de samme, men omstændighederne for at udleve dem var ikke uden omkostninger.

Forskellige slags forhold er beskrevet, mellem par, Michael Ancher og Anna Brøndum, James Joyce og Nora Barnacle, mellem venner, H. C Andersen og Edward Collin, Astrid Lindgren og Louise Hartung, afskedsbreve fra frihedskæmpere, og når kærligheden er ved at være forbi, mellem Amalie og Erik Skram samt Mette og Paul Gauguin. Der er et lille forord til hver korrespondance. Det introducerer personerne, deres forhold og livsværk. Ikke alle breve er afsend, og ikke alle breve er besvaret, fordi de ikke er bevaret.

Morsomt er det, når Mozart i sit brev til Constanze Weber skriver: ”..din dejlige kyssegode lille røv – ” .. der flyver 2999½ kys omkring, de er fra mig og venter kun på, at du snupper dem.” Ligeledes James Joyce til Nora Barnacle, idet han stiller en række direkte spørgsmål om hendes erfaringer med sex med andre mænd. ” Bliv nu ikke gal, kære Nora, min lille vildbasse fra de levende hegn. Jeg elsker din krop, længes efter den, drømmer om den.”

Man fornemmer også, at Edward Collin skriver sig ind i en sindsstemning, som han helt ikke kan stå inde for, idet H. C. Andersen replicerer med stor inderlighed, fordi han her for første gang føler Collins venskab for ham. Ondt gør det, når Thomasine Gyllembourg skriver til P. A. Heiberg: ”Du har aldrig elsket mig! Og hvor var det også muligt? En mand som du! og et forkælet barn som jeg!” ”..giv mig min frihed tilbage..” Men trods det direkte sprog, er det også en bøn om tilgivelse, og at hun trods alt elsker og respekterer ham. Søren Kierkegaards smukke brev til Regine Olsen er udateret, fordi hans kærlighed til hende for altid er indesluttet i ham og lever i hans ord.

De mange ord, tanker og følelser skrevet gennem mere end 700 år gør et stærkt indtryk. Kærlighedens sprog er mangfoldigt.