Bog

På afveje

Af (
2018
)

Anmeldelse

På afveje

22 okt.18

Endnu en fremragende krimi med Kate Burkholder, der er politichef i Painters Mill, et lille samfund hvor en del af befolkningen tilhører Amishfolket.

En mand flygter fra fængslet, og pludselig er Kate taget som gidsel sammen med mandens fem børn.Joseph King har siddet i fængsel i et år, dømt for mordet på sin kone, men han beder nu Kate om hjælp til at bevise, at han er uskyldig dømt. Stik mod al fornuft begynder Kate at tro på ham. Hun tilbragte flere år af sin barndom sammen med Joseph, og han var hendes første store forelskelse. Hun har svært ved at tro på, at han skal have udviklet sig til en koldblodig morder. Tingene går ikke som forventet, og stærke kræfter gør alt for at afholde Kate fra at undersøge sagen til bunds. Det bliver farligt, men som altid er hun både stædig og sej og fortsætter upåagtet sine undersøgelser.

Kate Burkholder er en af mine ynglings hovedpersoner og igen imponerer hun med kløgt, stædighed og en meget stor retfærdighedssans. Også de andre personer står knivskarpt, og man ved, hvor man har de fleste af dem. Kates kæreste, John Tomasetti, som er den helt perfekte mand for hende, er altid på hendes side og giver hende alt den plads, hun har brug for. Et helt igennem herligt persongalleri.

Plottet er virkelig godt skruet sammen og ikke let at regne ud, det holder hele vejen. Sproget er flydende og lettilgængeligt, og bogen er derfor alt for hurtig læst. Jeg prøvede at spare lidt på den, men den var alt for svær at lægge fra sig. Amishdelen er spændende og interessant og fylder lige tilpas meget til ikke at overtage hele handlingen. Kate er først og fremmet en utrolig dygtig efterforsker, der som tidligere amish nyder godt af sit store kendskab til amishfolkets levevis.

Serien kan varmt anbefales til alle, der elsker en god krimi. Selv om selve krimidelen afsluttes i hver bog, vil jeg anbefale at læse dem i kronologisk rækkefølge, da Kates privatliv fylder en del.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Henrik Enemark
Faustnummer
54944217
ISBN
9788740045710
Antal sider
382

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer