Muren

Torben Munksgaards roman er mange ting: Den er en velskrevet, sjov, lang, dyster, trist, opbyggelig, nedbrydende og nødvendig. Det kunne være årets og tidens danske roman.

Torben Munksgaard har lige smidt en bog, som jeg er fristet til at kalde for Den store danske roman, ind gennem det danske samfunds vinduer. En rektangulær klods af et samfundskritisk mikrokosmos, som man ikke bør overse. Man skylder sig selv at samle den op og læse beskeden. Alle 547 sider. Dette er en murstensroman – i ordets reneste og mest byggevenlige form.

Bogen er genialt designet, med en ekstra lang bagflap i samme orangegule farve som en typisk parcelhusmursten, og med en bagflap der kan foldes ind over bogens sider, så den bliver en lille tæt klods. Og efter endt læsning er denne gimmick, der først kunne virke som et billigt trick til en bog der bærer titlen ’Muren’, og som handler om en fyr der bygger en mur rundt om sit parcelhus, blevet en håndgribelig og stærk metafor for en hel masse ting.

Historien begynder da forretningsmanden Bjørn Thomsen bestemmer sig for at bygge en mur rundt om sit parcelhus på Valhalvej for at lukke verden ude. Hans kone Helene har forladt ham, og han kan hverken holde nogen eller noget ud længere, så nu vil han holde dem ude i stedet. Det bryder hans naboer sig slet ikke om, og snart ruller rygterne om den gale nabo mellem de små hjem på vejen, hvor vinglassene står foran solidariteten i køkkenskabene, og hvor enhver har sine egne lig i lasten.

Selv om det er en drøj fortælling, og selv om det til tider kan krible i blodårerne af ren irritation over karakterernes snæversynethed; både Bjørns, hans families og hans naboers, kan man ikke lade være med at tænke på, hvordan det alt sammen kunne være undgået, hvis de dog bare var bedre til at være ærlige i deres relationer, havde lidt empati og af og til tvivlede på egen ret.

Historien er bygget op med en forskudt tidslinje og fra en række forskellige personers synsvinkler. Det er tydeligt gjort, så det forvirrer ikke læseren. Og efterhånden sidder man med en masse brudstykker af den samlede fortælling, som til sammen viser, hvordan ingen rigtig har overblikket over noget som helst, selv om alle tror, de har.

Læs den, hvis du kan lide tragikomikken i Erling Jepsens Gram-bøger, som ’Muren’ kan minde ret meget om i sit toneleje, bortset fra at der ikke er nogen incest eller mord inde i billedet her. Det gør den ikke mindre harsk. Læs den også hvis du har boet i Danmark, engang har forladt en kæreste, er blevet forladt, har følt dig svigtet, har boet i et parcelhus, har været i et forhold, har følt dig alene, har ønsket at du var det, har elsket nogen, har hadet nogen, har været bange for noget, du ikke kendte eller har taget fejl.

Den her bog er til dig.