I virkeligheden

Kollektivroman om de drømme, benægtelser og illusioner, der nødvendigvis skal til for at holde livet ud, kræver en vedholdende og opmærksom læser.

I Torben Munksgaards nye roman følger læseren en række forskellige personer, som alle på en eller anden måde har relation til kunsthistorie-studiet på Københavns Universitet. Nogle personer dukker ad kringlede veje op som bipersoner i andre personers historier og giver dermed nye perspektiver til situationer og personer, og hvordan vi oplever dem.  

Til fælles har personerne, at de tumler med deres egen identitet, og hvordan de bliver opfattet af omgivelserne. De bærer rundt på hemmeligheder og forstiller sig overfor omverdenen. Nogle har ondt i sjælen enten på grund af uforløst kærlighed, forfejlede ambitioner eller skuffelsen over, at de ikke har opnået det, de ville i livet.

En af personerne er Julie, som iscenesætter sig selv ved at posere mere eller mindre afklædt i sin stue i håb om at fyren i naboejendommen får øje på hende:
”Hun rejser sig og betragter sig selv i spejlet. Hun er ikke ubetinget tilfreds med det, hun ser; hun sænker hovedet lidt, finder en tilfredsstillende vinkel og sender sig selv et kælent blik. Nej, det er for latterligt, hun retter sig op. Hun gider ikke spilde kræfter på at dyrke en falsk virkelighed. I øvrigt har hun ingenting at klage over; hun er intelligent, køn på en sympatisk og menneskelig måde, og så er hun god til næsten alt, hvad hun foretager sig. Der er en masse, spejlet ikke ved”.

Romanens tema stiller spørgsmålstegn ved, hvad der er den rigtige virkelighed. Eller måske nærmere hvad vi tager for virkelighed, for der eksisterer jo ikke én virkelighed. Alt er subjektive opfattelser, og vi kan ikke styre, hvordan andre skal opfatte os (her sender jeg en kærlig tanke til Svend Åge Madsens At fortælle menneskene). Når vi fortæller, skaber vi verden og vores identitet. Små forskydninger i virkelighedsopfattelsen, og hvad man vælger at vise andre, kombineret med Munksgaards fortællemæssige kneb gør det svært for læseren at hitte rede i, hvad der er op og ned. Munksgaard driver læseren rundt i manegen efter en nøje udtænkt plan, hvor nogle brikker falder på plads hen mod slutningen, andre ikke.

Jeg er splittet i min oplevelse af romanen. Det er helt sikkert et anderledes interessant litterært eksperiment, som vil begejstre mangen litteraturstuderende og folk med hang til anderledes udfordrende læseoplevelser. Omvendt var det svært at opretholde læseglæden og motivationen. Romanens fremstilling og kringlede struktur fjernede opmærksomheden fra ”nuet” i læseoplevelsen og gjorde det i stedet til… ja, et litterært eksperiment. Det er i hvert fald en roman, som kræver en vedholdende og opmærksom læser.