Magnus Chase og de nordiske guder: Thors hammer

De nordiske guder hitter igen. Anden del af den hæsblæsende serie om Magnus og hans oplevelser blandt de nordiske guder byder på ultimativ underholdning for store børn.

Rick Riordan, som har en lang række serier baseret på både græsk, romersk og ægyptisk mytologi bag sig, er kendt for at levere fin underholdning på et fagligt grundlag. Hans nye serie om de nordiske guder er ingen undtagelse. De nordiske guder er in, men i modsætning til ”voksenforfattere” som Malene Sølvsten og Siri Petersen, som begge også har hentet inspiration fra den nordiske mytologi, er Magnus Chase-serien lettere at gå til. Her er mere tale om spænding og skæg og ballade uden at det bliver ringere af den grund.

Efter at have afværget ragnarok i første bind af serien, er Magnus Chase mest indstillet på at nyde tilværelsen i Valhal som en af Odins einherjer, men død og kaos synes åbenbart at følge i hans fodspor. Thor har mistet sin hammer. Igen, men i modsætning til tidligere gange er den ikke sådan lige at finde. Jætten Trym har angiveligt gemt hammeren, og nu truer jætterne med at angribe menneskenes verden. Magnus og hans venner, valkyrien Sam, dværgen Blixen, alfen Hearthstone og den nye einherje Alex (barn af Loke) bliver sat på opgaven, men den eneste der tilsyneladende kan hjælpe er Loke, og ham kan man som bekendt ikke stole på.

Hvis Magnus og venner kan finde et magtfuldt sværd og den tilhørende slibesten, vil Trym måske bytte med hammeren, men i forslaget ligger også, at han vil giftes med Sam. Vennerne går i gang med at finde sværdet, og undervejs får de uventet hjælp af bl.a. Udgårdsloke. Men Loke har sine helt egne planer, som overhovedet ikke har noget med Thors hammer at gøre.

Rick Riordans bøger er især kendetegnet ved tre ting: Den helt ustyrlige humor, plottet som er spundet over mytologi og de mange henvisninger til og genbrug af andre fantasy-bøger og film. Resultatet er, også i dette tilfælde, en særdeles underholdende affære med fuld fart over feltet, og selvom handlingen er temmelig indviklet, er der samlet set tale om en historie, som man bare må overgive sig til. Og Riordan er virkelig, trods sinn populære tilgang til historien, en ganske glimrende forfatter med fuld kontrol over både univers og plot.