Anmeldelse
Lærlingen af Tess Gerritsen
- Log ind for at skrive kommentarer
En hedebølge i Boston bringer en ny bølge af brutale mord i Jane Rizzolis retning. Det er brutal læsning; grumt, udpenslet, hårdt – men vanvittigt godt! En krimi hvor siderne nærmest vender sig selv.
Efterforskeren Jane Rizzoli er slet ikke kommet videre efter de voldsomme begivenheder i forbindelse med jagten på Kirurgen (første bog i serien). En jagt, der gjorde, at hun selv var tæt på at blive offer. Ganske vist starter denne bog med, at Rizzoli kaldes ud til et ulykkessted, hvor offeret ligger spredt ud over gaden – og den formodede flugtbilist er over alle bjerge. Men der går ikke længe, før hun bliver anmodet om at hjælpe Newton politi med opklaringen af et brutalt mord. Et mord, der ligner kirurgens værk; men han er i sikker forvaring i et fængsel. Hvem står bag? Og er Rizzoli endnu en gang i farezonen? Spørgsmålene står i kø. Og kun få ting ligger fast. Kirurgens særlige kendetegn, som kun han og politiet kender til, er at finde på de nye mordsteder, og denne gang går det ud over par, hvor det før var enlige kvinder.
Jane Rizzoli savner virkelig sin makker, Thomas Moore, der er på bryllupsrejse i England. Men at kalde ham hjem, kan ikke komme på tale. Så i stedet kæmper hun en brav kamp for at blive set, som det hun er; nemlig en god kriminalassistent og ikke blot en kvinde. Men samarbejdet med kriminalassistent Korsak fra Newton går ikke helt gnidningsløst. At være kvinde i en mandeverden har sine udfordringer. Ikke mindst udfordringer med at blive troet, når man kommer med teorier. Men måske har Rizzoli ret i sine teser?
Dette er anden bog i serien med Rizzoli og Isles; men den tredje, der er oversat til dansk. Det kan helt klart anbefales, at læse bøgerne i den oprindelige rækkefølge, da ’Kirurgen’ og ’Lærlingen’ ligger i umiddelbar forlængelse af hinanden. Man får helt klart mere ud af sidstnævnte, når man har første bog i klar erindring. Bogen er lige så voldsom i beskrivelserne af mordstederne som seriens første bog. Så det kræver en læser, der ikke lader sig skræmme af bloddryppende beskrivelser, der blandes grundigt med nervepirrende jagter på sandheden og på morderen. Det er brutal læsning; grumt, udpenslet, hårdt – men vanvittigt godt! Det er en bog, hvor siderne nærmest vender sig selv. Alt hænger sammen. Alt giver mening. At man som læser sidder i åndeløs spænding fra start til slut gør ikke noget. Man ender med at hige efter mere. Flere mord, flere historier, mere kendskab til Rizzoli og Isles. Jeg glæder mig helt bestemt, til næste bog udkommer!
Brugernes anmeldelser