Anmeldelse
Jeg kan se dig af Mari Jungstedt
- Log ind for at skrive kommentarer
Anders Knutas får en skræmmende mordsag med tre dræbte studerende i endnu en medrivende krimi i Gotland serien.
Bøgerne i denne krimiserie er ikke særlig tykke. Til gengæld er de fyldt med handling og aktion fra første til sidste side og viser, at en krimi ikke behøver at være 500 sider for at være god.
Fire unge mennesker tilbringer en sommerweekend efter deres studentereksamen på den lille bitte ø Karlsø, for hvem ved, hvornår de får muligheden for at være sammen igen. Efter en lur på stranden vågner Frida op og opdager til sin skræk, at de tre andre ligger døde rundt om hende.
Anders Knutas får ansvaret for at få løse den skræmmende sag, og der er ikke meget at gå ud fra i første omgang. Hvem vidste, at de unge var på øen? Hvorfor overlevede Frida? Og hvem kunne ønske at slå de unge mennesker ihjel? Det går langsomt med opklaringen, og mange mistænkes, før Knutas kommer ind på det rigtige spor.
Det er som altid fængslende at følge Anders Knutas og hans fremragende opklaringsarbejde. Alt bliver vendt, og intet er overladt til tilfældighederne, når han først går i gang. Han skyer ganske enkelt ingen midler for at finde frem til den skyldige.
Jeg er begejstret for forfatterens skrivestil med meget direkte tale, der er med til at give indblik i de forskellige karakterers personlighed. Derudover gør det bogen lettilgængelig og let at læse. Spændingen er intakt, plottet skudsikkert, og det er en virkelig god læseoplevelse. Det hjælper selvfølgelig også på begejstringen, at jeg er ret vild med Anders Knutas som hovedperson og øvrigt også godt kan lide resten af Gotlands politi. Forfatteren er i det hele taget dygtig med persongalleriet, og det er med til at øge kvaliteten.
Jeg anbefaler varmt den lange serie, hvor 'Jeg kan se dig' er nummer femten. Selvom der står, at de kan læses uafhængigt, foretrækker jeg at læse dem i kronologisk rækkefølge, da personernes privatliv er en del af historien.
Brugernes anmeldelser