Ikke i kød og blod

Velskreven puslespilskrimi i den engelske tradition, opdateret med et sidetema om kvindelig omskæring.

Som kendere af den efterhånden lange serie om kriminalkommisær Wexford vil vide, befinder vi os i Agatha Christie-land: En på overfladen idyllisk landsby, hvor husene har navne, og der tilsyneladende hersker fred og ingen fare. Men en dag får en hund på trøffeljagt gravet en skelethånd op af jorden på en forladt grund. Liget har ligget der mere end 10 år, så politiet bliver sat på en alvorlig prøve. Ekstra kompliceret bliver det, da endnu et lig dukker op ikke langt derfra. Hvem er de døde, og hvorfor har ingen savnet dem?

Under forsøget på at afdække for længst glemte hændelsesforløb fornemmer Wexford snart, at også områdets excentriske og mildest talt usamarbejdsvillige beboere selv gemmer masser af skeletter i skabene. Med tålmodigt efterforskningsarbejde og en veludviklet intuition lykkes det ham dog til sidst at sammenstykke en rekonstruktion af de forgangne begivenheder, drevet af stædighed, retfærdighedssans og især af hans empati for de efterladte, som lider under uvisheden.

Som et sidetema er der et kritisk udblik til det moderne multikulturelle Storbritannien. I virkeligheden er overdreven politisk korrekthed måske snarere en omvendt form for racisme, tænker Wexford i omgangen med den somaliske nabofamilie. Sammen med sin kone og datter bliver han engageret i kampen mod kvindelig omskæring i indvandrerfamiliernes parallelsamfund, en penibel sag, som skildres nuanceret og - trods den umiddelbare afsky - med stor forståelse for en kulturel tradition, som ikke kan ændres overnight.

Hvis man er mere til lavmælte psykologiske krimier med lokalkolorit end til de psykopatiske seriemordere, der ellers hærger voldsomt for tiden, kan Wexford varmt anbefales. Og spændende kan plottet jo sagtens være alligevel. Personligt bliver jeg i hvert fald meget fascineret af skildringen af, hvordan en tilsyneladende håbløst forældet sag kan optrævles.

Rendells absolutte styrke er personkarakteristikken; selv de mest perifere bipersoner er beskrevet, så man ser dem lyslevende for sig.