I offentlighedens tjeneste

Den unge whistleblower, der i 2013 fortalte om, hvordan USAs hemmelige tjenester igangsatte masseovervågning, har udgivet sin selvbiografi. Og den er både spændende og lærerig.

Edward Snowdon var en vaskeægte nørd i sin barndom og ungdom. Han fortæller i sin selvbiografi levende om både en amerikaners og om internettets ungdom. Det er som at se en gammel tv-serie, da hans far kommer hjem med en commodore 64 til ham. Senere er det "den rigtige" computer med telefonopkobling, der er hans livs indhold, og så ser han sig ikke tilbage derfra. Snowdon vil så gerne tjene landet lige som sine forfædre, men det går ikke så godt i hæren. Det gør det derimod, da han kommer ind CIA. 

Den unge Edward får konstateret epilepsi (det kan åbenbart fremprovokeres af søvnmangel, hvis man har generne), og da han er indlagt, får han også tid til at tænke. Det er den globale overvågning af alle digitale bevægelser og alle telefonsamtaler, der ryster ham i sit inderste. Det mest spændende i bogen er hans indsamling af bevismateriale og flugten derefter. Til slut ender han jo, som alle, der fulgte med i medierne, husker, i Moskva med et midlertidigt asyl.

Herefter følger alle forbeholdene i dagbladsomtalerne, "hvad har han nu givet russerne?" , "hvad får vi IKKE at vide?", og "hvorfor lige nu?".
Det kan da godt være, at der ligger gustne overlæg bagved, men jeg lod mig altså underholde meget af særligt starten på bogen. Snowdon er heldigvis en fremragende fortæller, ellers kan sådan en mediehypet bog godt være en sej omgang. Den var den ikke, det er en god og spændende læseoplevelse. Den fine fordanskning har bestemt også sin del af æren.