Hvid røg, sort tårn

Et ’twitter-portræt’ i bogform - ja, hvorfor ikke? Kittet mellem de små beskeder er interviews, som til slut giver et overraskende nuanceret billede af en moderne politiker.

Margrethe Vestager var oprindelig uvillig overfor tanken om en biografi. Hun var for ung, mente hun, men foreslog selv Gyldendal at bruge twitter-mediet, som hun er så begejstret for.
Og vi har jo set bunkevis af mailkorrespondancer i bogform om forskellige markante profiler, så hvorfor ikke et twitter-portræt?

Politisk redaktør på Fyens Stiftstidende har (sikkert i samarbejde med Margrethe Vestager selv) udvalgt en bunke rigtig gode tweets og har foretaget interviewene. Nogle af de snapshots, som Margrethe Vestager angiveligt morer sig meget med at tage med sin telefon, er medtaget som illustrationer, og alt i alt er der kommet en både oplysende og underholdende bog ud af det.

Interview-delen fortæller om et forløb i et lille partis liv, hvor turen er gået stejlt nedad mod bunden og derfra stille og roligt opad i anseelse og vælgerandele til en økonomi- og indenrigsministerpost til Vestager. Blandt andet den har givet hende et ry som den mest magtfulde minister i regeringen.

Jeg kan faktisk godt lide ”brev-bøger”. Ikke mail-korrespondancerne, de bliver tit for sludrende, men de gammeldags ”brev-biografier”. For eksempel – uden nogen som helst anden sammenligning i øvrigt - Karen Blixens Afrika-breve. De lukker læseren indenfor i et liv og i en persons seriøse tanker, og den samme fornemmelse får jeg her, også selvom et tweet er så kort.

Naturligvis bliver vi ikke lukket helt ind i det politiske maskinrum. Vestager siger også selv, at de ting, hun ikke kan ”gå i dialog om”, kommer ikke på Twitter. De ville nok heller ikke komme i en ”almindelig” biografi. Derfor er der da også mange tweets om kager, mad, mode og løbeture, men de fortæller jo også om en person og hendes interesser og om det, der giver brændstof til hendes daglige politiske arbejde.  Men der er også regulære politiske debatter for eksempel om Tobinskatten med venstres Kristian Jensen.

Titlen stammer fra et tweet fra perioden med forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Den var det eneste, der ”slap ud” og er jo heller ikke andet end et kreativt haiku-agtigt lille tweet, men det ramte alligevel forsiderne for fuldkraft. Alt i alt en appetitlig lille bog, som både lærer fra sig og underholder. Og det er jo i grunden ikke så galt.