Borgerlig krise

Sjældent begavet debatbog graver gamle skyttegrave op og plæderer for nødvendigheden af en fælles, dybere og bedre borgerlighed.

’Borgerlig Krise’ af Christian Egander Skov er en af de debatbøger, der forekommer at have profetiske egenskaber, enddog velskrevne og til tider humoristiske profetier. Egander Skovs analyse forudså således krisen i blå blok, der fulgte både før og efter folketingsvalget sidste år.

Skov benytter bogen igennem tre hovedstrømninger i det borgerlige arvegods, hhv. det liberale, konservative og folkelige, til at godtgøre sin krisediagnose. Herefter bruges bogens indledende kapitler til at understrege disse tre hovedstrømningers historiske fundering i den borgerlig tænkning i det 20. og 21. århundrede, hvorefter fokus rettes mod nutidens borgerlige landskab.

Forfatteren leverer bogens indledende historiske fundering med en læsbarhed og sans for formidling, der hurtigt afslører hans baggrund som både trænet historiker og skarp debattør.

Som enhver anden debatbog har ‘Borgerlig Krise’ naturligvis sine helte og skurke, og netop her fremtræder Skovs originalitet stærkest ved at bytte mærkbart rundt på disse uden dog kategorisk at afvise hverken det liberale, konservative eller folkelige som nødvendige elementer i en sund borgerlighed. Liberale, konservative og folkelige borgerlige kan således alle føle sig anerkendt og indeholdt i Skovs analyse.

Det liberale, og særligst dets neoliberale lillebror fra de globalistiske 1990’ere, afslører sig dog hurtigt som Skovs foretrukne prygelknap. En globalistisk liberalisme, der ifølge Skov har bragt borgerligheden ud af balance i nyere tid og som følge heraf har pustet uforvarende til populismens gløder. For meget CEPOS og Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne bliver konsekvensen, forstås.

Herudfra kunne man let ledes til at tro, at Skov ser ned på det neoliberale handelshøjskolevenstre og de populistiske Danmarksdemokraterne og blot vil henlede opmærksomhed på borgerlighedens tredje led, konservatismen, som løsningen på den borgerlige krise.

Imidlertid er Egander Skov stærkt positiv overfor det grundtvigsk inspirerede folkelighedsbegreb og dets betydning for skabelsen af stærke lokalsamfund præget af fælles foreninger, kultur og tradition. Det folkelige skal blot holdes i tæt snor af borgerlighedens to andre komponenter for ikke at blive dets traditionsløse og resentimentprægede tvilling, populismen.

Skovs analyse forekommer i det hele taget at være præget af en betydelig mængde checks-and-balances mellem borgerlighedens delkomponenter. En balancegang, der er medvirkende til at forklare bogens indynden sig hos så forskellige borgerlige som CEPOS’ markedsorienterede borgerlighed repræsenteret ved Martin Aagerup til den kryptokonservative kulturkriger Henrik Dahl.

Alle borgerlige kan være med og forhåbentlig anerkende behovet for tilstedeværelsen af alle tre komponenter i den aktuelle danske borgerlighed.