Dukkebarn

Dukkebarn er spændende lige til det sidste, uhyggelig og svær at lægge fra sig. Læs den endelig, hvis du tør!

Lad det være sagt med det samme: Dukkebarn er den uhyggeligste bog, jeg har læst længe. Den eneste anke, jeg har mod bogen, er titlen Dukkebarn. Carin Gerhardsen skrev i 2010 en krimi med samme titel, og det er lidt ærgerligt, at forlaget ikke har undersøgt det. Men begge dukkebørn er glimrende.

Mo Hayder kender jeg ikke så meget til. Jeg har tidligere læst Væk (2013) og synes godt om den, men Dukkebarn slog fuldstændig benene væk under mig. Den er så uhyggelig og spændende, at jeg bare måtte læse bogen færdig hurtigt!

Historien foregår på den lukkede afdeling på Beechway Sikringsanstalt. Strømmen går et par gange, og forfærdelige ting sker i mørket. Rygtet siger, at en mare har overtaget stedet og bringer død og ulykke med sig. Det medfører angst og hysteri blandt både patienter og personale, og politikommissær Jack Caffery bliver inddraget af sygeplejersken GB. Caffery er egentlig i gang med at finde en ung kvinde, der har været forsvundet et stykke tid, men hurtigt fylder sagen om maren og de mystiske hændelser på Beechway mere.

At læse fiktion om sindet er altid spændende, og fiktive anstalter for psykisk syge er ofte interessante verdener. Og når forfatteren er så god som Mo Hayder, bliver det endnu mere fascinerende, skræmmende og godt. Dukkebarn er spændende lige til det sidste, uhyggelig og svær at lægge fra sig.