Anmeldelse
Tokyo af Mo Hayder
- Log ind for at skrive kommentarer
Særdeles spændende pageturner, der tager udgangspunkt i en tung tragedie i både Kinas og Japans historie, nemlig Nanking-massakren i 1937.
Omdrejningspunktet i denne engelske forfatters fremragende roman er Nanking-massakren, der forårsagede flere hundrede tusinde dødsfald i det østlige Kinas hovedstad Nanking under den japanske belejring i 1937.
Bogen foregår dog primært i nutiden (starten af 1990’erne), hvor man følger den engelske studerende Greys rejse til Tokyo for at få fat i en berygtet smalfilm, der skulle kunne sætte massakren i Nanking i et, om muligt, mere grumt lys. Den siges at tilhøre den kinesiske professor Shi Chongming der er gæsteforelæser på universitetet i Tokyo. Men han er selvfølgelig ikke helt villig til at udbasunere sine hemmeligheder for en tilfældigt interesseret, så Grey får stillet en ”noget for noget” opgave, der bringer hende i kontakt med Tokyos skyggeverden, hvilket viser sig at være mere farligt end først ventet.
Samtidig med nutidshistorien følger man også, i tilbageblik, optakten til og klimakset i massakren, set med Chongmings øjne. Og gradvist oprulles en historie så grusom, at man slet ikke fatter det.
Hovedpersonen, Grey, er lidt aparte og stikker ligesom ud i forhold til samfundets normer. Hun læser asiatisk historie på universitetet, men er udelukkende og altopslugende interesseret i Nanking-massakren, hvilket fører til den skæbnesvangre rejse til Tokyo. Hendes fortid involverer indlæggelse på et psykiatrisk hospital og en forkvaklet om, end alligevel troskyldig, opfattelse af sex og samvær, så det er med nogle uafklarede lig i lasten, hun drager af sted.
Jeg har for længe siden fået denne bog anbefalet på det varmeste, men har først nu fået den læst. Dumt af mig, men på den anden side; det er aldrig for sent for en lækker (og neglebidende) læseoplevelse!
Og det her er altså en absolut fantastisk og spændende fortælling om en helt uantagelig og afskyeligt markant sort plet på Japans generalieblad, formidlet så smukt som det overhovedet er muligt.
Jeg vil ikke sige der er en speciel målgruppe til bogen, men læsere af deciderede spændingsromaner vil bestemt ikke gå galt i byen her. Den fortjener dog at blive bredt læst og værdsat!
Brugernes anmeldelser