Anmeldelse
Hud af Mo Hayder
- Log ind for at skrive kommentarer
Skummel krimi om forsvundne kvinder, hemmeligheder og en morders fascination af hud.
Vicepolitikommissær Jack Caffery og politidykkeren Flea Marley har nok at lave. To kvinder savnes, den forholdsvis almindelige Lucy Mahoney og den semi-kendte Misty Kitson. Lucy findes død, og alting tyder på, at hun begik selvmord, men Jack er ikke sikker. Han fornemmer, at hendes død har forbindelse til en for nyligt overstået sag omkring salg af menneskeorganer og afrikansk overtro. Han har bare ingen beviser.
’Hud’ er anden bog om Jack og Flea, hvor den første hedder ’Ritualer’. Jeg har ikke læst den første bog, og selvom ’Hud’ godt kan stå alene, så henvises der meget til den forgående bog. Ikke mindst fordi Jack stadig jagter en skygge fra den sag, som derved væver sig ind og ud af den aktuelle efterforskning.
Min mening om bogen er ambivalent. På den ene side er der ingen tvivl om, at den er velskreven, spændende og grum. Man skal som læser bare acceptere en del i forbindelse med hovedpersonerne. I flere krimier går ”lovens håndhævere” ikke af vejen for at bryde reglerne for at få de informationer. Det samme gør Jack, men han mangler virkelig finesse i sådan en grad, at man tvivler på, at han vil komme igennem det uden at blive fyret. Jeg kan tydeligt se virkemidlerne bag hans handlinger – de giver spændingskurven et godt hak opad, men jeg krummer alligevel tæer.
Dykkeren Flea er endnu værre. Min første opfattelse af hende var, at hende ville jeg kunne lide. Hun virkede som en stærk kvinde, som ville vise sig sympatisk. Desværre går der ikke lang tid, før hun tager en beslutning, som jeg tvivler på, de fleste mennesker ville tage. Hendes handlingstråd er som sådan ganske interessant at følge, og man føler virkelig hvilken desperate situation hun er i, og den bliver hele tiden forværret. Selve argumentet for at ende der til at begynde med, er efter min mening svagt.
Jeg ville gerne have oplevet Flea i ’Ritualer’. Måske ville jeg så bedre kunne forstå hendes valg, og måske ville jeg have set den sympatiske og stærke kvinde, som jeg fornemmede i starten af ’Hud’.
Brugernes anmeldelser