Anmeldelse
Ritualer af Mo Hayder
- Log ind for at skrive kommentarer
Bristol danner skuepladsen for denne bloddryppende og intense krimi, der involverer bestialske bortførelser, narkomaner, afrikansk overtro og ritualer.
Politimanden Jack Caffery er netop blevet tilknyttet kriminalpolitiet i Bristol, da politidykkeren Flea Marley finder en afsavet hånd i havnen. Det er i sig selv foruroligende nok, at der ikke sidder noget lig i den anden enden af hånden, men endnu værre bliver det, da Caffery dagen efter finder den anden hånd gravet ned tæt på havnen. Begge hænder er blevet hugget af for nylig, og det ser ud til, at det er sket, mens offeret stadig var i live.
Efterforskningen fører frem til, at hænderne tilhørte heroin-junkien Mossy, som er en kendt skikkelse i narkomiljøet, men hvor er resten af liget, og hvad er der egentlig sket?
Selvom Flea ikke er en del af opklaringsmandskabet skal det snart vise sig, at hendes tanker omkring det skete, bliver den katalysator, som får Caffery på sporet af gammel afrikansk overtro – en overtro som tilsyneladende eksisterer i bedste velgående i det ellers så fredelige England, og som involverer menneskedele og blod.
Det er bestemt ikke en bog for sarte sjæle, og den kvindelige forfatter lader ikke sine mandlige kollegaer noget efter i blodige og ubehagelige detaljer, men på trods af sit barske indhold og den noget kringlede handling, bliver man fanget af historien. Der er fuld fart over feltet, og selvom handlingen et langt stykke hen ad vejen flirter kraftigt med gys og overtro, så er der i virkeligheden tale om en ganske ”almindelig” krimi.
De to hovedpersoner er bestemt ikke helte af den sædvanlige skuffe, og begge har traumatiske oplevelser fra fortiden at slås med, oplevelser som i den grad har formet eller ødelagt deres liv.
Beskrivelsen af disse to ulykkelige skæbner er dog lige lovlig sortsynet og deprimerende efter min smag, og det stjæler på mange måder billedet fra en ellers spændende og velskrevet historie.
En anden irriterende ting er Cafferys møder og samtaler med den mystiske ”Vandringsmand”, som i og for sig overhovedet intet har med plottet i historien at gøre. Forklaringen får man dog nok sikkert i følgende bind med de to umage opdagere.
Brugernes anmeldelser