Den tiende trone

I fjerde og sidste del af Panteon-sagaen afsluttes den formidable og medrivende serie på imponerende vis. Med sine næsten 3000 sider har forfatteren skabt et mesterværk både på den danske og internationale scene.

Boris Hansen har tidligere skrevet trilogien ’Den ældste myte’, men det er først med ’Panteon-sagaen’, at hans fulde potentiale er kommet til sin ret. Hans serie, som både er dyster science fiction, regelret fantasy med en verden, hvor guder og engle færdes sammen med hekse, magikere og helt almindelige mennesker suppleret med portaler og tidsrejser mellem verdener, er utrolig gennemført og sammenhængende og kan ikke rigtig sammenlignes med lignende forfattere. Det i sig selv er naturligvis en stor bedrift, men dertil kommer at hele serien er en stor fornøjelse at læse med fine detaljer og stærke personer. Igen er det absolut en fordel at have læst de første dele af sagaen, men ellers starter denne fortsættelse med et glimrende resumé.

Tredje del sluttede med det rene blodbad, og stort set alle hovedpersonerne blev slået ihjel i det opgør som englene iværksatte for at slippe for gudernes tyranni. Ron Theodor, Rubia, englen Saidi og de ni guder, som blev ædt af Dødningen Vecra, men også Cassandra, som skulle have været den tiende gud. Lucas opdager, at han i det såkaldte Triumviratets Cirkel, hvor han og Cassandra søgte tilflugt, kan ændre på tiden, og han sørger for at komme tilbage, lige før blodbadet starter. Det lykkes Cassandra at komme gennem Gudernes Port uden de andre ni guder, og hun er nu den eneste gud og kan således få rettet op på tingene.

De andre guder bliver landsforvist til vores verden sammen med tre engle og Ron, Theodor, Lucas og Rubia, og eftersom tiden nu er blevet skruet tilbage, kan de endnu nå at få uskadeliggjort Vecra. Dette lykkes, og alle kan nu vende tilbage til Panteons verden, som synes at gå bedre tider i møde med Cassandra som den eneste gud. Lucas beslutter at vende tilbage til vores verden, men næppe er han ankommet, før han hentes tilbage. Alt er tilsyneladende gået totalt galt i Panteon, og det er nu op til Lucas og vennerne endnu en gang at få rettet op på tingene.

Dette bind fire samler overbevisende alle trådene fra de forudgående bind, men sandelig om ikke Boris Hansen i tilgift formår at vende en tilsyneladende lykkelig slutning på hovedet, så læseren uhjælpeligt hænger fast i den intrigante og velkomponerede handling. Det er ganske enkelt formidabelt godt skruet sammen, men dertil kommer naturligvis, at forfatteren stadig er velskrivende og formår at skrive spændende og hæsblæsende, og så at der i dette bind tilsat en del humor, især af gudernes forundring og betagelse af vores fremtidige verden.

Efterskriften levner håb om, at der måske er mere på vej fra Panteon, og det skal i den grad hilses velkommen.