Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
Den finlandsk-svenske lyriker Edith Södergran blev en murbrækker for den modernistiske lyrik og den såkaldt ”nye kvinde” i Norden. Södergran blev født i 1892 i Skt. Petersborg. Hendes familie var velstående, og hun gik på gode skoler, hvor sproget først og fremmest var tysk.
Faderen døde tidligt af tuberkulose; en sygdom, der også kom til at koste Södergran selv livet. I et par år levede hun mere eller mindre permanent på schweiziske sanatorier, hvor hun skrev digte på sit på det tidspukt foretrukne sprog, tysk.
Efter den russiske revolution forsvandt familiens formue, og Södergran og hendes mor måtte leve under ganske beskedne kår. Hun debuterede i 1916 for egen regning – det var mens der stadig var penge – og da blev digtene skrevet på finlandssvensk. Inspirationen kom dog hele livet fra andre dele af verden end den finske, som Södergran boede i: først og fremmest var der tale om tyske forfattere og tænkere som f.eks. Goethe, men også russisk og italiensk kultur og litteratur var kilde til inspiration for Södergran, der var stolt af sin solide europæiske uddannelse og dannelse.
Södergran var stærkt optaget af Nietzsche, hvilket især kom til udtryk i samlingen Septemberlyren, som fik adskillige kritiere til at hævde, at den unge digterinde tydeligvis ikke var rigtig vel forvaret. Södergrans formsprog var fra begyndelsen præget af opbrud af de traditionelle regler om rim, rytme og symboler. Hun bruger ofte figurer fra eventyrets verden i sine digte: riddere, prinsesser, ryttersker, engle, skønjomfruer osv., og de skifter betydning fra digt til digt. Intet er sikkert, det modernistiske formsprog ophæver den faste betydning af metaforerne.
”Sangen om de tre grave”
I digtet ”Sangen om de tre grave” (Digte 1916) bruges et eventyrsprog, der kunne minde om folkevises form. En kvinde synger om de tre grave. Der ligger en historie bag, som vi ikke får fortalt færdig - i de to første grave ligger henholdsvis en mand og en kvinde, den første sover tungt, den anden har ”sorgfulde træk” og ”holder en rose i hånden”.
Er det en forlist kærlighed? I en folkevise ville hver en hændelse blive fortalt, men her er vi efter døden er indtrådt – det levede liv forinden får vi ikke indblik i. Og dog: digtets sidste strofe handler selvfølgelig om den tredje grav, der er ”en åndegrav, og den er usalig,/der sidder hver aften en dyster engel og synger:/at undlade er utilgiveligt!”
De to elskende, der ikke har fået hinanden – eller hvem de nu er – får ikke hinanden i døden. Det de har undladt i livet, bliver ikke tilgivet i døden. Englen, der ofte i eventyr og lignende fortællinger har en rolle som forsoner eller barnets og den uskyldiges beskytter, er her snarere en dommer, der holder fast i det fejlslagne liv og ikke er til sinds at glemme.
Også i digtet ”Underet” optræder englen som en mere uhyggelig skikkelse end den, vi er vant til. Digtet findes i samlingen Landet som ikke er, der udkom posthumt i 1925. Før sin tidlige død I 1931 tvivlede Södergran på sin fascination af Nietzsche og blev interesseret i den Rudolf Steinerske antroposofi, hvor engle som bekendt optræder som egentlige væsener og hjælpere. Hun tænker sig en forening af de to ellers så uforenelige filosoffer. Overmennesket skal opstå ud af Steiners spirituelle verden, hjernen skal så at sige styrkes af hjertet. 
”Underet”
I ”Underet” har vi igen en ung pige, der befinder sig i en form for eventyrverden, nemlig skoven. Her møder hun en nonne, som hun håber, kan være hende til trøst. Den unge piger er blevet svigtet af sin elskede, og hun er begyndt at drømme: ”Nu har jeg drømt i to samfulde nætter/at jeg var glad og bar en kniv i hånden,/ en blodig kniv, og mit hjerte var let som en fugl./Drømme betyder intet, men jeg undrer mig på/om jeg skal se det samme syn på ny.”
Pigens udsagn om, at drømme intet betyder, kan man ikke fæste megen lid til – hvis drømmene intet betød, ville hun vel næppe vende sig til nonnen for at få hjælp og trøst. Nonnen har hjælpen parat. ”Nu er det den hellige løvspringstid/hvor jorden er fuld af engle/ […] hvor engle tænder lys i kirken/og fylder skålene med helligt vievand/og over alteret står Guds moder.”
Når først Guds moder har set den unge pige, vil alle sorgerne forsvinde: ”Lidt efter har du glemt dine sorger/og lette og lyse og stille /bliver dine tanker/som englenes skridt over gulvets sten/[…] og du er lykkelig og mildt hensunken dagen lang/og intet ondt ord kommer over dine læber/og om natten drømmer du lyksaligt, fromt/som børnene drømmer julenat.” Det er med andre ord ikke småting, den unge pige bliver lovet her. Om noget smører nonnen næsten for tykt på i sine forjættende løfter om frelse. Lige meget hjælper det dog. 
For pigen er der tilsyneladende ingen hjælp at hente i kirken: ”På gulvet så jeg nogle dråber blod/en stribe levret blod på alterdugen/men oppe på alteret lå den – kniven.” Hun ser mod Guds moder ”Og jeg stirrede op på hende med en bøn om tilgivelse/og jeg søgte hendes beskyttelse/Men hun så mig ikke, stirrede blot ud i det fjerne.”
I de kristne kirkerer blod på alteret ikke noget usædvanligt – over alteret hænger jo den korsfæstede frelser og bløder fra sine sår. Men pigen ser sig som fortabt, Guds moder og englene har ikke hjulpet hende. For nonnen er det ikke grund til at fortvivle. Der er ikke hjælp at hente på traditionel vis ”Hun dræber ikke de onde tanker når de fødes/hun hæmmer ikke de onde ord på vej over læben/hun standser ikke den løftede arm når slaget falder/[…] Men kun de tungeste hjerter/vejer noget i hendes hånd./Stor bliver din angers sødme, mit barn/når det onde er sket.” De onde drømme, pigen har, er altså prisen for den frelse, Guds moder kan tilbyde, for angerens sødme.
Nonnen slutter: ”Vi er ikke modne til paradiset:/[…] Indskrumpne er alle de hjerter som ikke blomstrer frit/Forsigtige er vore sjæle i deres hvide skrud […] Men lykkelige er de sjæle/som det onde har tabt sin største indsats på.” Angeren og det, at pigen har noget at angre, kan sætte hende fri, gøre hende til en lykkeligere sjæl. Nonnens sjæl er ren, men hun har ikke levet sit liv. Igen argumenterer Södergran for at leve sit liv frem for at stå stille. Som i ”Sangen om de tre grave” er undladelsen (af at handle, elske, leve, hvad det end måtte være) den egentlige synd eller forbrydelse.
Kommentarer