Birgithe Kosovic (f. 1972) er vokset op i Albertslund med en dansk mor og jugoslavisk far og har læst Dansk på Københavns Universitet. Hun debuterede som forfatter i 1997 med Legenden om Villa Valmarana og to år efter fulgte Om natten i Jeursalem.
Hendes tredje roman Det dobbelte land (2010) handler om krigen på Balkan baseret på autentiske begivenheder i forfatterens slægtshistorie. Romanen vandt i 2011 både DR Romanprisen, Weekendavisens Litteraturpris og Danske Banks Litteraturpris. Det du ikke vil vide (2020) læner sig på flere områder op ad ’Det dobbelte land’, men er langt mere personlig og modig historie om forfatterens familie .
Birgithe Kosovic vandt Politikens Litteraturpris 2019 for Den inderste fare, en imponerende biografisk roman i to bind om samarbejdpolitikeren Erik Scavenius. I 2020 udkom hendes Det, du ikke vil vide om livet i hendes multikulturelle familie med afstikkere til landet, der engang hed Jugoslavien.
Birgithe Kosovic fortæller Litteratursiden om sig selv (2010):
Jeg er vokset op i Albertslund, men blev allerede tidligt en byrotte og tog derfor min sproglige studentereksamen på Sortedam Gymnasium på Østerbro. Har arbejdet som researcher på Månedsbladet Press og siden som featurejournalist for Information og Morgen Bladet i Norge. Har læst Dansk på København Universitet og udgivet romanerne 'Legenden om Villa Valmarana' (1997) og 'Om natten i Jerusalem' (1999), som er oversat til syv sprog, samt 'Det dobbelte land' (2010).
Da jeg var barn, fortalte min far mig altid mange historier om sin familie. Han er fra Jugoslavien - et land, hvor alle igennem de sidste omkring 200 år har oplevet en krig - og hans gren af familien bød derfor på voldsomme historier om nære og fjerne slægtninge, der havde måttet sætte deres liv på spil for deres idealer, var blevet slået ihjel eller selv havde slået ihjel, eller som på anden vis havde været nødt til at træde skarpt i karakter på grund af omstændighederne. Det var med disse historier, jeg lærte om glæden ved at lytte til og fortælle en historie, og da min mor ikke kunne fortælle på samme måde som min far, troede jeg som lille, at det kun var mænd, der kunne fortælle historier, og jeg ærgrede mig meget over, at jeg ikke var født til at vokse op og blive en mand. Det er de historier, min far fortalte mig, jeg har brugt i 'Det dobbelte land'.
Glæden ved at fortælle og lytte blev til en glæde ved at skrive - og da jeg skrev første gang, efter at vi havde lært et bogstav om ugen, havde jeg en helt klar, enkel, rolig og stærk oplevelse af, at jeg skulle skrive romaner.
I dag skriver jeg helst hver dag. Ud over at give min hverdag struktur, giver det mig også stor ro at kredse mig ind på min historie og opleve den. Jeg læser altid mine tekster igennem mange gange igennem halve og hele år. At skrive er for mig ligesom at redde sit hår med en tættekam; jeg løser knuder og skriver om og om, og først når der næsten ikke er mere at rette i teksten, ved jeg, at den er ved at være færdig. Derfor får skriveriet, efterhånden som jeg når længere med en roman, stadig mere karakter af at glide ind i noget, der minder om et mantra.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg netop skriver. Jeg kunne godt tænke mig at være med i Læger uden grænser eller drive en økologisk bondegår eller arbejde med psykisk syge. Men jeg har brug for roen og koncentrationen ved mit skrivebord. Jeg har ikke noget ønske om at komme med nogen pointer. Jeg vil bare gerne vise, "hvordan det er" - det her liv. Jeg vil gerne fortælle om de øjeblikke i vores liv, hvor alt bliver til noget andet, end vi havde troet, det kunne blive - meget mere frygteligt, og vi oplever, at vi 'falder ud af verden', og at vi aldrig mere kan blive den samme igen. Og derpå, hvordan vi vender tilbage og opdager, at vi er blevet os selv igen alligevel; også det er helt magisk. Så går tiden - og efterhånden finder vi ud af, at alt det, som vi troede, at vi havde lagt bag os, kan flamme op og buldre i os igen. På et splitsekund kan det vækkes til live og ånde i os. Jeg arbejder ud fra denne fornemmelse af, at alting er til stede i os, og at intet har en klar afslutning, og at vi hele tiden lever med det, der er. Det føles alt sammen helt overnaturligt.
Birgithe Kosovic er nomineret til Læsernes Bogpris for 'Det, du ikke vil vide':
