Den åbne grav

Skrøbelighed og styrke kæmper om overtaget i den afsluttende bog om den arkæologiske detektiv, knoglehvisker og nu invalidepensionist Kit Henson og det fungerer fint.

’Den åbne grav’ er en selvstændig afslutning på trilogien om Kit Henson. Nye læsere kan godt begynde her, for der bliver løbende forklaret hvad der er nødvendigt for handlingen om Kits dramatiske fortid.

Da jeg læste ’Jaguarens datter’ (2. del) synes jeg Christian Mørk manglede at samle op på meget, men det får han til fulde gjort i ’Den åbne grav’.

Der er et godt portræt af både Kit og hendes onde modstykke, Olivia. Kit er knap så vanvittig som i ’Jaguarens datter’ – hun sover stadig ikke, kuglen i hendes hoved flytter på sig og giver ingen ro, men trods det er hun nogenlunde velfungerende omstændighederne taget i betragtning.

Der er en følelse af trøstesløshed i bogen: ”Når Kit var overladt til sig selv sad hun ofte bare og stirrede ud ad vinduet, mens hun fornemmede alting omkring sig forsvinde. Minder og følelser sivede ud af hende, indtil der ikke var andet tilbage end hjertebanken.” Hun føler sig død, men ingen kan se det. Det eneste der holder hende oppe, er kampen for hendes mand og datter.

Handlingen kort fortalt: Olivia slipper ud af fængslet, hun tvinger Kit til at hjælpe med at få den hvide rotte (Kits fjende nr. 1) ud af sit fængsel. Rotten stikker af, og så må Kit på jagt, for rotten og Olivia har taget noget dyrebart fra Kit.

Jeg vil måske ikke rubricere bogen som en decideret spændingsroman, men det er en fornøjelse at læse ’Den åbne grav’, og den er absolut spændende. Den eneste anke jeg har, er at der er skåret ned på det skønne ordforråd der herskede i de to tidligere bøger om Kit.

Christian Mørk siger at bøgerne om Kit skal lære os at lade være med at spilde tiden. Vi skal være nysgerrige og altid parat til at gå på eventyr, men samtidig være parat til at betale prisen for det. Og det lyder da som en god ting at lære.