Anmeldelse
Daisy Jones & The Six
- Log ind for at skrive kommentarer
Musikroman om ikonisk, fiktivt rockband fra 1970’erne løfter sløret for virkeligheden bag fantasien om berømmelse.
Forfatteren dissekerer historien bag og opløsningen af det fiktive band ’The Six’ gennem en roman, der primært består af transskriberede interviews. Romanen fortæller om den karismatiske forsanger Billy Dunne og den smukke pige med den hæse og sjælfulde stemme med de komplekse tekster, Daisy Six.
Billy er forsanger i bandet The Six, der også består af hans bror Graham, Karen, Warren samt brødrene Pete og Eddie. Bandet spiller flere jobs, men slår først rigtig igennem, da Daisy indlemmes i bandet. Men det er ikke uden forbehold fra Billy. Billy har været afhængig af stoffer, og kæresten Camila har set ham bevæge sig mod afgrunden, så hun stiller ham stolen for døren under sin første graviditet, og de bliver gift, da Billy er afvænnet. Nu har han i stedet nærmest et manisk fokus på Camila og deres tre døtre, og familien er blevet hans livline, som holder ham fra alkohol og stoffer.
Daisy lever livet med kokain, piller til at holde sig frisk, piller til at sove på, alkohol og kun et måltid om dagen. Da hun bliver en del af bandet, irriterer hun Billy helt enormt, men efterhånden begynder Daisy og Billy at skrive sange sammen. Deres forskelle og ligheder udgør både en trussel mod Billys liv uden stoffer, men også for Daisys fremtid indenfor musikken. Der foregår også en masse forviklinger med de andre bandmedlemmer, men kernen i historien er, hvordan bandets kemi bliver ændret for altid, da Daisy kommer med og udfordrer bandets hidtidige stil.
Rockscenen i 70’erne var domineret af hvide mænd, og derfor er forfatterens fokus på Daisy, Camila og Karen så interessant. The Six er et fiktivt band, selvom nogen nok vil mene at kunne genkende en Fleetwood Mac-stemning i historien, men bogen handler i virkeligheden nok om forskellige bands og mest af alt den amerikansk musikkultur i 70’erne. En eftervirkning af 60’ernes krig og regler, hvor 70’erne bød på fest, frihed og ingen regler.
Bogen fortælles fra flere synspunkter, hvilket understøtter fornemmelsen af, hvor svær en historie kan være at fortælle, da alle har netop deres oplevelse af samme episode. Det er gjort på en rigtig fin måde, hvorpå det tydeliggøres, at opfattelsen af sandhed er individuel.
Det er en velskrevet historie, der ikke har hovedfokus på at være berømt, men i stedet på at beskrive menneskerne bag. En fortælling om kontrasten mellem billedet udadtil og virkeligheden. Bogen fortæller levende, hvad det vil sige at være et menneske, alle tilbeder uden at kende sandheden. En historie om mod, tro og masser af vilje i en turbulent tilværelse.
Brugernes anmeldelser