Anmeldelse
Carries dagbog 1 af Candace Bushnell
- Log ind for at skrive kommentarer
Nu kan de unge piger godt begynde at glæde sig! For Carrie fra ”Sex and the City” er på banen – i ny roman fra tiden før New York!
Carrie Bradshaw går på high school og har kun to drømme i livet. At få en kæreste og at blive journalist. Skuffelsen er stor, da hun søger ind på forfatterskole i New York og får afslag. Med kærligheden går det dog bedre. Med sin unikke stil og væremåde skiller Carrie sig ud fra de andre på skolen. Da den nye lækre dreng Sebastian starter på skolen, bemærker han da også straks Carrie og de to bliver kærester. Carrie omgiver sig med en lille, men trofast venskabskreds, bestående af tre gode veninder og den ene venindes kæreste. I teenageårene er der imidlertid ingenting der er helt ligetil. Carries bedste veninde forelsker sig også i Sebastian, og herefter udvikler tingene sig dramatisk.
Selv om bogen hedder ’Carries Dagbog’, er den ikke skrevet i den ellers så populære dagbogsform. Vi følger dog Carries tanker og følelser og kommer i det hele taget meget tæt på Carrie. Carries far er alene med hende og hendes to yngre søstre, da moderen er død. Selv om emnet ikke er dominerende i bogen, antydes det dog at tabet af moderen kan være medvirkende til, at Carrie har lidt mere livserfaring end sine jævnaldrende.
Denne bog vil jeg anbefale til unge kvinder og teenagepiger. Handlingen udspiller sig i et high school miljø, og problemer og konflikter er derfor også det man kan kalde ”teenageproblemer”. Dette vil helt unge kvinder eller teenagere bedst kunne identificere sig med - og få en skøn læseoplevelse ud af.
Candace Bushnell har skrevet flere romaner, men er især kendt for tv-serien ”Sex and the City” om den skøre, sjove og skønne Carrie Bradshaw og hendes veninder, der lever det vilde liv i New York. I 2008 blev serien filmatiseret første gang, og i år er der premiere på fortsættelsen ”Sex and the city 2”. Serien er både elsket og hadet verden over, men man møder ikke mange kvinder i dag, der ikke ved hvad forkortelsen ”SATC” står for. Dette taler sit eget klare sprog om seriens succes.
Candace Bushnell fortæller selv, at Carrie er hendes alter ego, og at mange af oplevelserne i ”Sex and the city” stammer fra hendes eget liv.
Denne bog er den første i en planlagt serie, og jeg er sikker på at der vil blive efterspørgsel på serien.
Brugernes anmeldelser