Begravede hemmeligheder

Promise Falls trilogien begynder lovende, og spændingskurven når bristepunktet. Jeg vil have mere.

Under den danske regntid søgte jeg i læ med Barclays triller. Den er så fuld af handlinger og små hentydninger, at jeg glemte alt om tid, regn og sted.

Journalisten David Harwood er vendt tilbage fra Boston til sin hjemby, Promise Falls, for at få mere tid med sin søn, Ethan. Han har fået sit gamle (lorte)job på lokalavisen tilbage. Men: ”..Klokken 13.15 mandag – min første dag tilbage på The Standard – endte jeg i lort til halsen.” Avisen lukker, og David må derfor bo hos sine forældre. Der er ikke udsigt til et nyt job, han er alene, for konen er død. Hans mor er ved at blive dement, faderen er gnaven.

Da David så bliver bedt om at køre forbi sin kusine, Marla, der er traumatiseret af at have mistet sit barn ved fødslen, synes han, at det bliver et rart afbræk i hans ellers triste liv. Men da han ankommer, er der blod på Marlas hoveddør. Marla har også et lille barn hos sig, som hun hævder, at en engel har afleveret til hende. David finder en adresse i barnets klapvogn og kører med Marla og barnet dertil. Her finder de en kvinde, der er stukket ihjel. Det tyder på, at Marla har mistet sin forstand og har gjort noget ganske forfærdeligt, men selv om beviserne er overvældende, kan David ganske enkelt ikke tro, at hans kusine har begået mordet. Han begynder sin egen efterforskning, i kapløb med tiden, politiet og morderen.

Det skorter ikke på handling eller personer i denne thriller. Der er den flamboyante forretningsmand, der vil være borgmester. En tyk politimand med 20 års jubilæum. Der er en lukket forlystelsespark, hvor maskiner starter i mørket. Moderen til Marla, en bitsch af en hospitalschef og moster, der vil kontrollere alt og alle. Der er noget med tallet 23. Davids far har også kvaler med fortiden, der pludselig ringer på. Og så er der lige den lækre mor til Ethans skolekammerat, der møder David med et ladt gevær.

Plottet er ikke, som på vi kender det fra de nordiske krimier, der er samfundskritiske og realistiske. Den amerikanske genre er mere til dekadence, korruption og den rå forbrydelse, uden at Barclay bliver vulgær og blodig. Bogens spændingskurve går til bristepunktet, og som læser er man bare nødt til at følge med og læse videre for at se, hvad der nu sker.

For at berolige kommende læsere, kan jeg oplyse, at denne bog er første del i ’Promise Falls trilogien’, så alle de mange cliffhangers, der er lagt ud, er ikke glemt. Jeg er klar til næste bog.