Den gode fortælling, der præges af hhv. spænding, provokation samt identitet og eksistens er blandt fællesnævnerne for de mange mange franske titler der i disse år oversættes til dansk.
Af Steen Bille, Aarhus Universitet
Ser man på hvad der oversættes til dansk i disse år springer et par ting i øjnene. For det første må man sige at romangenren med få undtagelser tager det hele. I allerforreste geled står forfattere som Michel Houellebecq, Delphine de Vigan, Jean-Christophe Grangé og Fred Vargas. Andre navne lidt længere nede i rækkerne er David Foenkinos med eksempelvis den filmatiserede roman Delikatesse og belgiske Amélie Nothomb med blandt andre den underholdende 'Blåskæg'. Senest er både den marokkanske Abdellah Taïa og Edouard Louis’ braget igennem med autofiktive romaner om bl.a. homoseksualitet og barnets smertelige erfaringer. Begge har optrådt på de seneste års Louisiana-festivaler og – for Taïas vedkommende – også på festivaler i Aarhus. Hvis man skulle finde en fællesnævner for alle disse navne ville det være ”den gode fortælling”, der præges af henholdsvis spænding, provokation samt (kønslig) identitet og eksistens.
Fortællingen, selvet og samfundet
Det narrative præger også forfatterne Jean-Marie Gustave Le Clézio og Patrick Modiano, der er uomgængelige, måske mindre pga. af deres nobelpriser fra henholdsvis 2008 og 2014 end fordi allerede før prisen – i hvert fald i Frankrig – havde status af kanoniserede forfattere. Begge skriver med et helt eget udtryk og specifikt litterært engagement, der hos Le Clézio bl.a. angår såvel sociale emner som menneskets forhold til naturens kræfter, hvor Modiano som udpræget bymenneske igen og igen udforsker og observerer Paris’ byrum og gader på en måde, der får ord og erindring til at spille sammen i erindringsstrata.
Men hvad finder vi i den fransksprogede litteratur ud over de meget læste og berømmede forfattere. Hvordan skiller vi skidt fra kanel i den trods alt rimeligt omfattende litteratur, der flyder til os fra fransktalende dele af verden takket være oversættere og særligt mindre forlag, der yder en helt særlig indsats? Det er ikke helt let at finde tendenser og kategorier, når man forsøger at kaste et kritisk blik på udgivelserne. Grundlæggende kan man sige, at alle genrer er sprællevende i Frankrig og at vores danske læsning af den gode fortælling måske er en anelse snæversynet. I Frankrig har man nemlig et stykke tid talt om ”mistankens tidsalder”, og ladet avantgardister sætte dagsordenen. Det har betydet en slags bandlysning af netop basale, fiktive fortællinger, der ikke problematiserer den enkelte forfatters forhold til sproget.
Men netop hvad en sådan fransk formalisme angår, har blandt andre autofiktionen åbnet for et nybrud, hvor Georges Perecs W ou le souvenir d’enfance (1975) W - eller barndomserindringen blev den første i en lang række varianter. Ikke mindst Annie Ernaux (La Place, 1983; 'Pladsen', 1986) og François Bon har haft stor betydning med hver sin form for kunstneriske aktivisme. Hos Ernaux kombineres forfatterskabet med et udpræget (bourdieusk) blik for sociologiske forhold, mens F. Bon – særligt de seneste år – har udviklet en decideret kunstnerisk-litterære internetaktivisme (bl.a. som forlægger) med en stærk (kultur)politisk vinkel på både Frankrig og den globaliserede verden. Men allerede i midten af firserne prægede F. Bon at påvirke en næsten ”anti-formalistisk” nyorientering af litteraturen for at give en stemme til de svageste grupper i samfundet (Le Crime de Buzon, 1986; 'Buzons forbrydelse', 1993).
I et dansk perspektiv kan det også være relevant at påpege krimiens tyngde, ikke mindst som kritisk form. Her ser vi nemlig endnu en variant af tendensen til fornyet verdensvendt engagement, der går fra Jean Amilas sociale fortællinger, over Jean-Patrick Manchettes roman noir til Didier Daeninckx’ udstrakte brug af krimi- og spændingsformen.
Hvis vi opholder os kort ved sidstnævnte, er det karakteristisk, at forfatteren i interviews fremhæver arven fra marxistiske forfattere som Jean-Paul Sartre og Louis Aragon. Til forskel fra disse to, der er dannet af borgerskabet, er han rundet af arbejderkulturen i Aubervilliers og har en uddannelse som typograf. Ikke desto mindre har forfatteren omkring halvtreds romaner bag sig, og afholder sig ikke fra at tage hul på den nationale, kollektive erindring med henblik på kritisk bearbejdelse.
Den eneste bog på dansk har titlen Arkivet der dræbte. Den udkom i midten af firserne (Meurtres pour mémoire, 1984; 'Arkivet der dræbte', 1990) og tager under krimiformen hul på to mordundersøgelser, der knytter sig til henholdsvis Vichy-regimet og massakren på algierere i Paris i oktober 1961. Begge hændelser peger på Papon og franskmændenes samarbejdspolitik under 2. Verdenskrig og position som kolonimagt. Tilsvarende har forfatteren i Cannibale behandlet den måde, hvorpå Kanakker fra Ny Kaledonien blev udstillet som dyr under Koloniudstillingen i Paris i 1931. Daeninckx gør bevidst romanen til en form, hvor indignationen blive en central effekt og det problematiske i mod glemsel af social og politisk uretfærdighed påpeges.
Åbninger mod verden
Endnu en forfatter, der har bearbejdet historiske emner gennem det mest intime forhold til familien og dagliglivet er Jean Rouaud. Han debuterede med Les Champs d’honneur (1990; 'Ærens mark', 1993), og siden er hans trilogi (m.fl.) om farfaderen, faderen og ham selv blevet oversat til dansk. Ca tyve år efter debuten forlod Rouaud Minuit- forlaget, der den dag i dag er eksponent for ironiske formlege. Som det fremgår af Rouauds meget politiske essay i Franske stemmer skriver forfatteren med en skarp rytmisk og let ironisk syntaks. Gennem den essay-baserede kultur- og litteraturforståelse, der karakteriserer hans seneste værker, er han blevet til en af frontfigurerne i det seneste ti års mest mediatiserede litterære markering, der går under navnet Littérature-Monde (Verdenslitteratur ”på fransk”).
Jean Rouaud har hos forlaget Gallimard bidraget til at mobilisere 44 forfattere, der alle har skrevet under på et manifest og (mange af dem) bidraget til bogen Pour Une Littérature-Monde. Denne udkom i 2007, og det var ambitionen at åbne mod en righoldig verden af forskellige litterære udtryk, der samtidig behandler forskellige forfatter-individers konkrete kulturelle og eksistentielle vilkår. Det provokerende ved bogen bestod i at kritisere en fransk forlængelse af koloniseringen gennem begrebet frankofoni – der basalt set betyder fransksproget – og blev et sprogligt-kulturelt instrument til centralistisk styring af fransksproget litteratur.
Med bogen får vi både blændende og bidende litterære essays af en række forfattere fra Karibien, Afrika, Canada; fransksprogede libanesiske forfattere finder vi også Men som så ofte før (og siden), når det angår Frankrigs rolle i verden er det måske mest af alt gentækningen eller -formuleringen af velkendte forhold, der bringer liv i kludene. For ligger der ikke et paradoks i at præsentere en pariser-centralistisk bog, når det fænomen, man gerne vil tage afstand fra, netop er Paris-forlagenes dominans og kulturinstitutionernes rolle i anerkendelse af nye forfattere via priser m.m. Svaret kunne være at Littérature-Monde fænomenet netop ikke skal ses som en ”skole” eller avantgarde. Initiativtagerne peger måske først og fremmest på det faktum, at enhver forfatter arbejder med sit specifikke perspektiv på verden, og at ethvert litterært udtryk knytter sig til særlige livsbetingelser og en særlig socio-historisk og kulturel kontekst.
Det spørgsmål, der står tilbage bliver ikke desto mindre, hvorfor forfattere fra eksempelvis Afrika og Afghanistan med flere sprog i bagagen vælger at skrive på fransk. Svarene er netop ligeså mange, som der er forfattere. Kateb Yacine taler tidligt om det franske sprog som et ”krigsbytte”, mens Abdellah Taïa ser nødvendigheden af at skrive på fransk for at blive hørt og fremføre sin dobbelte kulturkritik. Denne går dels på arabernes hykleriske forhold til seksualiteten dels på den tidligere kolonimagts fortsatte dominans via sproget. Sidst men ikke mindst skal afghanske Atiq Rahimi nævnes som en forfatter, der finder et kreativitetens frirum via det franske sprog og derigennem kan fremskrive den personlige erfaring af det afghanske kaos (bl.a. i Fanden tage Dostojevskij). På den måde hægter forfatterne sig meget bevidst på en lang litterær skrifttradition, der stadig understøttes på det institutionelle plan.
Litterær selvbevidsthed
Den bevægelse fra fransk til fransksproget litteratur, der således slår igennem betyder langtfra, at den formelle sprogbevidsthed falder i glemmebogen som gold (litterær-retorisk) tradition. Fornyelse baseres bl.a. på genskrivninger som Kamel Daouds arabiske version af Camus’ Den fremmede (Meursault. Contre-enquête,2014; Meursault. 'En modundersøgelse', 2015). Genskrivning og formleg udelukker nemlig ikke nødvendigvis et realistisk og etisk perspektiv. Faktisk forholder det sig sådan, at forfatternes litterære praksis stadig i høj grad præges af kulturel indsigt og teoretisk bevidsthed.
Med den fransksprogede litteraturs mange varianter, bliver perspektivet et noget andet end det vi ser inden for den engelsksprogede opfattelse af verdenslitteratur. Littérature-monde-forfatterne minder os måske først og fremmest om, at hverken politisk eller kunstnerisk korrekthed – og passende vestlig selvransagelse – er hvad de forventer eller håber på. De ønsker at blive hørt og læst p.g.a. af deres kreative indsats med sproget som det egentlige udtryk for deres livsvilkår og -erfaringer. Litteraturen bliver pr. definition stedet for nye oplevelser i sproget, litteraturen og verden! Men den enkelte læser må selv bevæge sig ud i det litterære landskab og snuse sig frem til de værker, der åbner forskellige universer, som vi ellers aldrig ville have haft næse for.
Kommentarer