Hvad dækker ordet graphic novels over? Hvad er forholdet mellem graphic novels og tegneserier? Hvordan spiller tekst og billeder sammen? Og hvor skal man begynde?
Kan du huske dengang, man læste X-Men under dynen og glædede sig til hver torsdag, når det nye Anders And blad udkom? Fornemmelsen af de glitrede forsider og spændingen i de kapow-fyldte eventyr, der nu hører barndommen til? I hvert fald for langt de fleste af os. For mange af os stopper med at læse om superhelte og Anders And, når vi bliver voksne. Vi glemmer, at tegneserier er meget andet end action og hyggelæsning. Tegneserien har haft et ry for at være underholdning og ikke ”rigtig” litteratur, men det har ændret sig. Det skyldes især det stigende antal udgivelser af graphic novels. Tegneserier udgivet i (dyrt) indbundne udgaver modsat de masseproducerede tegneseriehæfter, som vi kender dem fra Anders And bladene.
Det bogformat, som graphic novels udgives i, har mere eller mindre samme størrelse som skønlitterære romaner. Og de passer også bedre ind i bogreolen hos de fleste end de høje tynde Tintin-albums. En lidt kedelig og lavpraktisk pointe, men ikke desto mindre har det nye format fået en væsentlig betydning for populariteten af graphic novels. Det nye format er med til at tilføre dem et mere æstetisk og litterært udtryk, end tegneserier normalt forbindes med. Og kvaliteten af langt de fleste udgivelser er skyhøj – både rent visuelt, men også tekstmæssigt.
Fra selvbiografier til dysfunktionelle familier
Betegnelsen graphic novels er langt fra ny. Will Eisner var en af de første til at bruge udtrykket i 'A Contract with God' fra 1978, men det var først med Art Spiegelmans holocaust-fortælling Maus fra 1986/1991, at graphic novels for alvor fik et gennembrud også uden for tegneserieverdenen. 'Maus' blev den første graphic novel, der opnåede bred kommerciel succes og anmelderroser i lange baner. Den vandt tilmed en Pulitzer-pris i 1992 som den første graphic novel, og siden da er antallet af udgivelser steget markant.
Hermed ikke sagt, at graphic novels fuldstændig har gjort op med tegneseriens levebrød gennem mange år: superhelten. De to dystopiske superheltefortællinger Watchmen af Alan Moore & Dave Gibbons og 'The Dark Knight Returns' af Frank Miller blev sammen med Art Spiegelmans 'Maus' udgivet som graphic novels i 1980'erne og var med til at kickstarte hele genren.
Sammenlignet med tegneserier er graphic novels afsluttede fortællinger og ikke episodiske, som vi kender det fra eksempelvis seriehæfternes ”to be continued”. Samtidig giver det længere bogformat mulighed for en tilsvarende lang fortælling af ofte mere dybdegående og seriøs karakter og tegneserieskaberne er blevet mere vidtfavnende i valget af tematikker, der tages op i graphic novels, som kan være alt fra selvbiografier til journalistiske dokumentarer.
Graphic novels, du burde læse
Ved siden af 'Maus' og 'Watchmen' står nyere værker, der i dag har fået status som hovedværker: Persepolis af iranske Marjane Satrapi fra 2000 og 'Bedemandens datter' af Alison Bechdel fra 2006. Marjane Satrapi fortæller i 'Persepolis' om, hvordan hun som barn oplevede den iranske revolution i 1979, mens Alison Bechdel bringer komplekse emner så som kønsroller, homoseksualitet og dysfunktionelle familieforhold på banen i Bedemandens datter.
Men også smallere indie-tegnere som Charles Burns, Daniel Clowes og Chris Ware fremhæves ofte som interessante eksempler. Særligt Chris Ware, der i 'Jimmi Corrigan' fra 2000 kombinerer en smertefuld fortælling om børn og fædre med et stramt styret grafisk layout, der har bragt ham stor anerkendelse.
Det nye format har i det hele taget fået tegnerne til at tænke anderledes rent visuelt. Asterios Polyp af David Mazzucchelli bliver nærmest et stilstudie i tegnekunst. For slet ikke at nævne de danske tegnere, der også har fået øjnene op for de nye muligheder – især tegnere, der ellers ikke beskæftiger sig med tegneserier, så som eksempelvis Rikke Bakman. I Glimt fra 2012 fortæller hun i enkle blyantstegninger om en sommerdag med familien ved Vesterhavet. Hendes tegninger minder nærmest om et barns og bliver et eksempel på, hvor bredt graphic novels spænder.
Ny genre eller nyt format?
Graphic novels er en svær størrelse at definere, og der hersker langt fra enighed om, hvorvidt der er tale om en ny genre eller blot et nyt format. Selv om graphic novels udgives i bogformat – målt på tykkelsen – er de langt fra lige høje eller brede. Nogle er helt kvadratiske, andre aflange, og rent indholdsmæssigt er de vidt forskellige, ligesom tegnernes streg og billedstil varierer betydeligt.
Én ting har de dog til fælles. Til trods for deres dyrere og mere litterære udseende er de stadig tegneserier, men en særlig form for tegneserier. På dansk har vi ikke fundet nogen dækkende betegnelse endnu. Nogle bruger graphic novels, andre omtaler dem som ”tegneserier for voksne”. Direkte oversat fra engelsk kunne man tale om ’grafiske romaner’, men det får hurtigt en misklang på dansk. For graphic novels er romaner i den forstand, at de er afsluttede fortællinger med en start, midte og slutning. Til gengæld er de ikke fortalt udelukkende gennem ord, som de fleste romaner, men i en kombination af ord og billeder. Det grafiske ved romanen skal derfor ikke kun forstås illustrativt, men i høj grad narrativt. Hver tegner udvikler sin egen stil, der ligesom forfatterens sprog er med til at karakterisere fortællingen i værket.
Forholdet mellem tekst og billeder bliver derfor helt essentielt, når man beskæftiger sig med tegneserier. Og det er blevet tydeligere med graphic novels, hvor de komplekse fortællinger ofte er spækket med betydninger, der opstår i forholdet mellem tekst og billede. Som læser vil man derfor opleve, at ord og billeder spiller sammen om at danne fortællingen. Det ene lag kan ikke skilles fra det andet, men tilfører tværtimod hinanden og fortællingen nye og udvidede betydninger.
Kommentarer